Pigen og bananerne

En slank pige med et indbydende smil, store opspilede og drillende øjne. Drengeagtigt kort hår, der er strøget tilbage og derfor ikke tager opmærksomhed fra den nøgne krop, som står i en udfordrende positur. Kun det allerhelligste er dækket... af bananer!

Den uspolerede pige fra junglen
Sådan ser vi oftest Josephine Baker gengivet. Sådan optrådte hun, da hun var på besøg i København i 1928, og sådan blev hun en europæisk sensation. Men hvorfor lige bananer?
Fordi de leder tanken hen på junglen. Den eksotiske pige er omgivet af eksotiske frugter, endda de falliske bananer. Det er de helt primitive stereotyper, vi her har med at gøre: den vilde, utæmmede seksualitet og den uskolede dans med frie bevægelser. Josephine Baker spillede på de raceforestillinger, der var gængse i 1920erne, og det er ingen tilfældighed, at Poul Henningsen netop priste hende for hendes naturlighed. I virkeligheden var hendes optræden alt andet end naturlig. Den var resultatet af et hårdt tilkæmpet udtryk, en livslang træning og ikke mindst en tilpasning til det spillerum en sort kvinde havde. Josephine Baker levede op til alle racestereotyperne, der gjorde hende til en superstjerne. Hvad der viser hendes format er, at hun ikke alene beherskede stereotyperne, hun kæmpede gennem årtier for at sprænge dem...

Læs hele artiklen her