![]() |
![]() |
|
|||
Festival 1996: København 1800 - 1850Golden Days 1996 fortsatte i samme ånd som festivalen i 1994 og havde denne gang 59.000 besøgende. Emnet var København 1800 til 1850, og festivalen skabte nye indgangsvinkler til forståelsen af det kunstneriske miljø, der fandtes i første halvdel af det 19. århundrede. Fordi København stadig var så forholdsvis lille på det tidspunkt, var kunstarterne og åndslivet meget integreret - alle kendte alle, og videnskabsmænd og malere talte med hinanden og udvekslede idéer. Det var i det tætte borgerlige miljø, at de store kunstnere, som vi i dag kender så godt, var med til at skabe Københavns kulturelle miljø. Det var i disse år, at fysikeren H.C. Ørsted vandt international berømmelse for sin opdagelse af elektro-magnetismen. Dansk billedkunst nåede et højdepunkt gennem Eckersberg og Købkes billeder, og Søren Kierkegaard udviklede sin verdensberømte eksistensfilosofi. Tidens tankegang og idealer førte til, at Danmark fik sin frie forfatning i 1849, og landet blev et demokrati. Blandt guldalderens kendte kunstnere ses i centrum Eckersberg, tidens store maler og lærer. Som et led i tidens nye natursyn, sendte han sine elever ud i naturen for at lære at iagttage lyset og farverne. Malerne er senere blevet kendt ude i verden som ”Københavnerskolen” med store talenter som Wilhelm Bendz, Christen Købke og Martinus Rørbye.
UdgivelserEbbe Mørk skrev i festivalprogrammet 1996 en artikel om forbindelserne mellem kunstarterne og åndslivet. Du kan læse artiklen her. I forbindelse med festivalen udkom bogen "Guldalderens verden. 20 historier fra nær og fjern". Den blev udgivet på Gyldendal og redigeret af Bente Scavenius. Bogen gav i kalejdoskopisk form et billede af tidens enkeltpersoner, strømninger og fænomener. Bogen er udsolgt fra forlaget, men du kan læse forordet af Marianne Saabye her. |
|||||
|
|
|||||