Moderne bondesjæl

Der kan være langt til naboen og lige så langt mellem de verdenssyn, der præger landbruget i dag. Men hvem er det, der befolker landet? Hvem bebor de danskes øer? Rasmus Dalland har i halvandet år rejst riget tyndt for at få greb om, hvem den danske landmand anno 2023 er. 

Jeg har set dyr gå frit på marker eller i skoven – og dyr stuvet sammen på meget lidt plads. Jeg har set store ensartede marker med den samme afgrøde, små bede med salat og en eng med vilde blomster. Jeg har hørt brummen fra store maskiner og fugle, der synger. Jeg har gået over en kilometer på en landevej for at finde et ugeneret sted at pisse, fordi der er så langt mellem læhegnene på de store flader. Jeg har lugtet hørmen fra levende dyr, er blevet blæst igennem af den friske luft og har hørt den knirkende lyd af vådt græs under mine sko. 

Jeg har hørt landmænd tælle korn i tons og andre tale om jorden som en fantastisk organisme, hvori ting hænger sammen, fodrer hinanden, kommunikerer og samarbejder. Jeg har hørt landmænd tale om at forsvare sig mod skadedyr og set andre forsøge at levne plads til mikroskopiske eksistenser. Jeg har lugtet til kokasser, gylle og gødning, mærket jorden mellem mine fingre, lært om pesticider til at dræbe svampe og insekter og hørt kunstgødning blive omtalt som fastfood til planterne. Jeg har set en gammel jerseyko gå for sig selv på en naturgrund og stalde med over 1000 køer. Hørt om biogas, vindmøller og lagring af kulstof i jorden. 

Jeg har mødt bønder, der er langt mere omstillingsparate end deres rygte. På meget forskellige bedrifter udgør de tilsammen, hvad jeg vil kalde den moderne bondesjæl – en splittet sjæl, der er i svingninger og bevæger sig snart mod den ene, snart mod den anden yderlighed. En sjæl, som i sit inderste søger at finde balancer – mellem natur, økonomi, naboskab og arbejdsmiljø – og ofte forsvarer sine handlinger i de hensyn, den forsøger at tage. 

Vores landskaber, sprog, kultur og organiseringsformer er født ud af bevægelser på landet. For bare et par generationer siden havde de fleste danskere et personligt forhold til landet og landbruget, men i takt med strukturudviklingen er bedrifterne blevet færre og større, landområderne affolket og afstanden mellem land og by vokset. I den proces er meget gået tabt, og for mange er forholdet til landet nu reduceret til udbuddet af varer i supermarkedet. På trods af at vores kollektive forbindelse til landbruget aldrig har været ringere, har debatten om landbruget sjældent været mere intens – ikke mindst på grund af dets rolle i klima- og biodiversitetskrisen. I Danmark tegner landbruget sig for godt en tredjedel af det samlede CO2-udslip. Stadig flere vandboringer er forurenede af pesticidrester, og landbruget optager store arealer med monokultur, der skaber ringe forhold for alt andet levende. 

Alle de landmænd og -kvinder, jeg har mødt på min rejse, afhænger af den samme jord, men dyrker den vidt forskelligt – i forskellige størrelser, med forskellige metoder og med forskelligt syn på omgivelserne. 

Langt størstedelen er konventionelt dyrket jord, hvor man bruger pesticider og kunstgødning. En lille del af det danske landbrug er økologisk, hvor man afstår fra at bruge disse midler, og en endnu mindre del består af alternative dyrkningsformer, hvor man i højere grad arbejder sammen med de naturlige processer for at skabe andre balancer. Landmændenes evne og vilje til at skabe forandringer tager ofte afsæt i tre domæner: nemlig markedet, lokalområdet og jorden. 

På Feldborg i Hjerm har den konventionelle landmand Martin Merrild såkaldte turbokyllinger. De går tæt i en stald og vokser fra 40 til 2100 gram på omkring 35 dage. Han ville da gerne producere økologiske kyllinger, men forbrugerne er ikke villige til at betale prisen for dem. Og hvorfor skal man som virksomhedsejer producere noget, man ikke kan sælge? 

Nær Hjerm ligger Ausumgård, hvor Kristian Karlshøj de senere år har været i gang med en stor omlægning, og for ham har lokalområdet spillet en stor rolle i de forandringer. Han omlagde sin konventionelle svineproduktion og fik ’velfærdsgrise’ i stedet, da han ikke længere havde lyst til at invitere lokale indenfor i stalden, fordi han var sikker på, de ikke ville bryde sig om det, de så. Han omlagde markbruget til økologisk for ikke at forurene den lokale vandforsyning med pesticider og kunstgødning, og han har etableret vindmøller i samarbejde med nabolaget. 

På Tåsinge har Katrine Bach Hansen en markedshave med grøntsager, som hun dyrker regenerativt uden kemiske midler. Da jeg besøgte hende, havde hun problemer med svampesygdommen hvid rust, og derfor erstattede hun salgsafgrøder i mange af sine bede med efterafgrøder, der ikke skal høstes, men bidrager til at forbedre jorden, så svampesygdommen ikke opstår igen. For Katrine handler det nemlig ikke om at dræbe svampen, men først og fremmest om at forbedre jorden. Hvis jorden er sund og levende, er der færre sygdomme, og på lang sigt får man også bedre økonomi, når man tager vare på jorden, mener hun. 

Gennem min rejse rundt i landet er det blevet tydeligt for mig, at man må tage afsæt i alle de hensyn – markedet, lokalområdet og jorden – for at skabe en bæredygtig omstilling af dansk landbrug. Og forandringen må starte nedefra. Forudsætningen er en sund og levende jord, der kan danne grundlag for en produktion, der er placeret i det lokalsamfund, som skal leve med den. Resultatet ender på markedet – hos alle os forbrugere – der gennem vores vaner og indkøbsmønstre stimulerer visse produktionsformer frem for andre. 

Set i lyset af klima- og biodiversitetskrisen er landbruget nødt til at ændre kurs. Udfordringen er ikke kun, om landmændene selv vil omstille sig – men også om det omgivende samfund vil forandre sig sammen med dem.