Retten til sex

For Amia Srinivasan er feminisme en politisk bevægelse, der spørger, hvordan verden ville se ud, hvis kvinder ikke var undertrykte. Hun er aktuel på dansk med bogen ‘Retten til sex’, og her kan du læse et uddrag.

Feminisme er ikke en filosofi eller en teori, det er ikke engang en synsvinkel. Det er en politisk bevægelse, der har til hensigt at transformere verden, så den ikke er til at genkende. Den spørger: hvordan vil det være at gøre en ende på den politiske, sociale, seksuelle, økonomiske, psykologiske og fysiske undertrykkelse af kvinder? Den svarer: Det ved vi ikke, lad os undersøge det.  

Feminismen begynder med en kvindes erkendelse af, at hun tilhører et køn, det vil sige, at hun tilhører en klasse, som er blevet tildelt en underordnet social status på baggrund af noget, der kaldes »køn« – noget, der siges at være naturligt, præpolitisk; et objektivt, materielt fundament, som ligger til grund for menneskers kultur over hele verden. 

Når vi undersøger denne angiveligt naturlige ting, »køn«, opdager vi, at den allerede er ladet med mening. Ved fødslen deles kroppe op i »mandlige« eller »kvindelige« kroppe, på trods af, at mange kroppe må lemlæstes for at passe ind i den ene eller den anden kategori, og mange kroppe vil senere protestere mod den beslutning, der blev truffet. Denne grundlæggende opdeling fastlægger det sociale formål med den individuelle krop. Nogle af disse kroppe skal skabe nye kroppe, skal vaske og beklæde og brødføde andre kroppe (af kærlighed, aldrig pligt), sørge for, at andre kroppe føler sig godt tilpas, fuldkomne og i kontrol, sørge for, at andre kroppe føler sig frie. På den måde er køn en kulturel ting, der giver sig ud for at være naturlig. Det biologiske køn (sex), som feminister har lært os er noget andet end det sociale køn (gender), er allerede en kønsrolle i forklædning.

Der er en anden betydning af det engelske ord »sex«: sex som noget, vi gør med vores kønnede kroppe. Nogle kroppe er til for, at andre kroppe kan have sex med dem. Nogle kroppe er til for, at de skal nydes, besiddes, fortæres, tilbedes og til for at betjene og bekræfte andre kroppe. »Køn«/Sex betragtes i denne anden betydning også som noget naturligt; noget, der eksisterer uden for det politiske. Feminismen viser, at dette også er en fiktiv fortælling, og en fiktiv fortælling, der tjener særlige interesser. Sex, som vi ofte tænker på som den allermest private handling, er i virkeligheden noget offentligt. De roller, vi indtager, de følelser, vi har; den, der giver, den, der tager, den, der beordrer, den, der betjener, den, der begærer, den, der begæres, den, der nyder godt af det, den, det går ud over. Reglerne for alt dette blev fastlagt, længe inden vi kom til verden.

En berømt filosof sagde engang til mig, at han opponerede mod den feministiske kritik af sex, for det var kun, når han havde sex, at han virkelig følte sig uden for det politiske, at han følte sig virkelig fri. Jeg spurgte ham, hvad hans kone ville sige til det. (Jeg kunne ikke selv spørge hende; hun var ikke inviteret med til middagen). Dette er ikke for at sige, at sex ikke kan være fri. Feminister har længe drømt om seksuel frihed. Det, de nægter at acceptere, er den dårlige efterligning: sex, som foregiver at være fri, ikke fordi den er ligestillet, men fordi den er allestedsnærværende. I denne verden er seksuel frihed ikke givet, men noget, man arbejder på at opnå, og den er altid ufuldkommen. Simone de Beauvoir, der drømte om en fremtid med større seksuel frihed, skrev i Det andet køn:

det er givet, at kvindens selvstændighed, selvom den sparer
mændene for mange ærgrelser, også vil fratage dem mang
bekvemmeligheder; det er givet, at der er visse måder at opleve
det seksuelle eventyr på, der vil gå tabt i fremtidens verden;
men det betyder ikke, at kærlighed, lykke, poesi og drøm vil
være bandlyst fra den. Lad os ikke glemme, at vores mangel
på fantasi altid affolker fremtiden … der vil opstå nye kødelige
og følelsesmæssige forbindelser mellem kønnene, som vi ingen
forestilling kan gøre os om … Det er meningsløst at påstå, at …
laster, ekstase og lidenskab ville blive umulige, hvis manden og
kvinden var konkret ligestillet; de uforenelige modsætninger,
der består mellem kød og ånd, mellem øjeblik og tid, mellem
den svimle dragning mod immanensen og transcendensens
kalden, mellem lystens fylde og glemslens tomhed, vil aldrig
blive ophævet; seksualiteten vil altid være en legemliggørelse
af eksistensens spænding, splittelse, glæde, nederlag og sejr …
Det er tværtimod efter ophævelsen af det slaveri, den ene
halvdel af menneskeheden befinder sig i, og af hele det system
af hykleri, der følger med det, at … menneskeparret (vil få) sin
sande skikkelse.

Hvad ville det kræve, hvis sex reelt skulle være fri? Det ved vi ikke endnu; lad os undersøge det. 

[...]

Dette har altid været feminismens ærinde: at kvinder arbejder sammen for at formulere det usagte, det, der før har været umuligt at sige. Når den er bedst, er feministisk teori grundfæstet i det, kvinder tænker, når de er alene, det, de siger til hinanden, når de er på strejkevagt eller ved samlebåndet, på gadehjørnet og i soveværelset; det, de har prøvet at sige til deres mænd og fædre og sønner og chefer og folkevalgte en million gange. Når den er bedst, åbenbarer feministisk teori de muligheder for kvinders liv, der ligger latent i kvinders kampe, og trækker mulighederne tættere på. Men alt for ofte holder feministisk teori sig på afstand af isolerede begivenheder i kvinders liv og nøjes med at fortælle dem fra en ophøjet position, hvad deres liv egentlig betyder. De fleste kvinder kan ikke bruge den form for arrogance til noget. De har allerede rigeligt arbejde, der skal gøres.

– Oxford, 2020