Året uden sommer

I 1816 blev det meste af verden indhyllet i en årelang vinter forårsaget af et særligt voldsomt udbrud fra den indonesiske vulkan Tambora. Fem unge briter samledes ved Genèvesøen og fortalte hinanden uhyggelige historier for at få tiden til at gå. Emma Paaske fortæller om, hvordan deres dystre ferie i året uden sommer kom til at give genlyd i litteraturhistorien. 

Modernitetens foranderlighed og ustadighed 

Verden er helt af lave. Vulkanudbrud, kæmpemæssige oversvømmelser, monsunen udebliver i Indien, sne midt i juli. Høsten slår fejl flere steder i Europa. Fødevarekrisen står og banker på, befolkninger skaber optøjer som følge deraf. Og ikke nok med det, så drages der konstant nye landegrænser, krige har efterladt en ny verdensorden. På teknologiens front banker både videnskaben og industrialiseringen derudaf. Alt synes nyt og spændende, men på samme tid frygter vi, hvad alt det nye er. Går det for hurtigt? Taber vi os selv? Hvad skal der dog ske med menneskeligheden? Det lyder bekendt, ikke sandt?  

Men det, jeg her beskriver, er ikke klimakatastrofe eller AI-oprustning, det er begyndelsen af 1800-tallet. Datidens kunst og kunstnerne søger tilbage – tilbage til det såkaldt naturlige. Samtidig stiller de spørgsmål ved alt det nye, og hvad det gør ved os. De meget håndgribelige onde skikkelser og symboler som heksen eller djævlen erstattes i kunsten af undersøgelser af det onde i os selv. 

I dag ser vi igen pludselig de monstre, der fødtes i 1800-tallets litteratur.  Mary Shelleys gotiske roman ’Frankenstein’ filmatiseres og genfortælles i flere forskellige udgaver og bliver endda til hot tilbehør hos Dior. Vampyren, som blev populært kendt fra Bram Stokers roman ’Dracula’, er ikke til at komme udenom i tv-serier og film. Hvordan kan det være, at det er netop disse monstre, vi drages imod i dag? Det er måske ikke så underligt, at vi søger tilbage til dem, der blev undfanget og opfundet i en periode, der på mange måder spejler vores egen. 

Den martrede sommer 1816 

Genèvesøen i Schweiz plejer at være noget nær det perfekte sommerparadis, men den ligner i år 1816 mest af alt et iltert hav med hvide skumtoppe. En gruppe på fem unge briter er håbefuldt taget på en sommertur til søen, men selvom det er sommer, er det kun sjældent, at de fem får solen at se. Vinden rusker og hyler som et forpint dyr. Regnen siler ned og indimellem kaster himlen stærke lysglimt med dertilhørende brag, der buldrer mellem bjerge.  

Gruppen består af de berømte digtere Lord Byron og Percy Shelley, Shelleys forlovede, den kun 18-årige Mary Godwin og hendes stedsøster Claire Clairmont. I følget er også Byrons personlige læge John W. Polidori. De er alle fanget indenfor i en murstensvilla ved søbredden. Du kender det sikkert godt, en sommerhustur hvor strand og grill pludselig er byttet ud med ild i pejsen, endeløse film, brætspil og familiemedlemmer, der går dig på nerverne. De beslutter sig derfor for at fordrive tiden med et eller andet. En særligt stormfuld aften foreslår Lord Byron en konkurrence. Hvem i følget kan skrive den bedste gyserhistorie?  

Den moderne Prometheus-fortælling og vampyren 

Det ender med at være de to mest ukendte og uerfarne skribenter, Mary Godwin og John W. Polidori, der skaber de gyserklassikere, vi kender den dag i dag, og dermed vinder konkurrencen.  Mary Godwin, som senere gifter sig og får sit nye berømte efternavn Shelley, fortæller den historie, der senere udgives som ’Frankenstein – eller den moderne Prometheus’. Idéen og inspirationen til historien om Frankenstein og hans monster er måske allerede opstået i 1815, da Mary rejste gennem Tyskland. Her kom hun meget tæt på slottet Burg Frankenstein i Rheinland-Pfalz, hvor alkymisten Johann Konrad Dippel havde eksperimenteret lystigt et århundrede tidligere. Det er nemt at se inspirationen. Frankenstein udgives som gyserhistorie, og de nye arketyper ”den sindssyge videnskabsmand” og ”menneskeskabt monster” opstår som kulturel reference for mennesket i denne periode af spædt gryende modernitet. 

John W. Polidori nedskriver den første vampyrhistorie nogensinde på engelsk, der senere udgives som ’Vampyren’. Selvom der cirkulerede folkefortællinger om vampyrer over det meste af Europa på den tid, var det først med hans udgivelse, at det blodsugende nattevæsen fik fast litterær form. Grundstenene til senere fortællinger som Bram Stokers ikoniske ’Dracula’ eller den kvindelige vampyr ’Carmilla’ fra Sheridan Le Fanus hånd er lagt.  

Tre ikoniske monstrøse arketyper i den vestlige kulturhistorie undfanges samme nat i samme villa. Og det alt sammen på grund af et mildest talt sindssygt år i verdenshistorien. Sne, kulde, regn og torden – klimaet, kriserne og vejret – er ikke kun omgivelse for fortællingerne, men har måske spillet en aktiv rolle som litterær inspiration og affødt et af de mest opsigtsvækkende øjeblikke i litteraturhistorien.  

Når vi i dag igen drages imod de gotiske monstre, er det så et udtryk for at ville forstå os selv gennem tidligere tiders kunst? Eller er det fordi, vi vil bruge de fortællinger, der har formet os til at forme noget nyt? Vil en ny tids kriser, hvor meget de end spejler fortidens, skabe grobund for nye misfostre?