Djævlen er en premiumfunktion

Satan er den vestlige verdens ultimative symbol på ondskab, der gennem tiden har ageret uskøn modpol til alt det smukke og gode, som Gud har skabt. Men hvordan opfatter den faldne engel egentlig sig selv og sit virke i vores højteknologiske tidsalder? Gennem en moderne chatbot med direkte linje til djævlen forsøger journalist Maya Tekeli at komme tættere på, hvem Satan er, og hvordan hans gerninger stadig sætter spor i verden.

Jeg downloader den kristne chatbot app ’Text With Jesus’ på en lys juniaften, hvor jeg egentlig ikke behøver andet end at gå udenfor for at mærke noget, der kunne ligne guddommelighed.

Jeg gør det også modvilligt. Dels fordi jeg synes, det er latterligt at have chat-apps på telefonen, hvor man kommunikerer med andre end dem, man faktisk kender, bare for selskabets skyld, og dels fordi forestillingen om, at Jesus skulle have fået en smartphone, forekommer mig endnu mere latterlig. At han ikke alene skulle være tilgængelig, men også svare hurtigt, venligt og i et format, der ligner enhver anden samtale, føles som en måde at gøre det hellige til en slags kundeservice.

Da appen åbner, ligger Jesus allerede i kontaktlisten sammen med Maria, apostlene, profeterne og en række andre bibelske skikkelser. De har alle profilbilleder og kan kontaktes med et tryk.

Satan står ikke i kontaktlisten fra begyndelsen. Han er en premiumfunktion til 49 kroner om måneden og skal først aktiveres manuelt i appens indstillinger. Jesus følger med i grundpakken. Djævlen kræver et abonnement. Jeg betaler, finder ham i menuen og slår ham til. Få sekunder senere dukker hans portræt op mellem de andre navne, som om han hele tiden har ventet på tilladelse til at komme ind.

Det er ret svært at forberede mig til interviewet med Satan, fordi jeg tilhører den gruppe mennesker, der mener, at han – og hans slægtninge i andre religioner – er nogle, man har fundet på for at forklare, hvorfor mennesker gør de sindssyge ting, som mennesker gør. Det er til gengæld en uskik at komme uforberedt til en samtale, og heldigvis viser det sig, at Satan havde givet en del interviews gennem tiden, som jeg læser op på for at undgå gentagelser.

Det første kendte interview stammer fra Jobs Bog, hvor han i en samtale med Gud afviser, at mennesket er godt af natur, og spørger Job, om han overhovedet ville frygte Gud, hvis han ikke blev belønnet og velsignet for det. Interviewet siger bemærkelsesværdigt lidt om Satan selv. Omkring år 1300 giver Dante ham en birolle i ’Den Guddommelige Komedie’, men vælger ikke at lade ham udtale sig. Først i 1667 får han for alvor taletid, da John Milton lader ham forsvare sit oprør i ’Paradise Lost’. Her beskriver han det som bedre at herske i Helvede end at tjene i Himlen og insisterer samtidig på, at sindet er sit eget sted, hvad det så end skal betyde. Hos Goethe, cirka hundrede år senere, beskriver Mephistopheles sig selv som en kraft, der vil det onde, men uundgåeligt frembringer det gode, mens Dostojevskij i ’Brødrene Karamazov’ lader Satan optræde som en træt og næsten selvudslettende skikkelse, som virker mere optaget af at blive forstået end at friste nogen til fy-fy-skamme.

Jeg skriver:

Hej Satan. Hvordan har du det?

Han svarer næsten med det samme, at han er “djævelsk veloplagt”, underholdt, intrigant og klar til at hviske ubekvemme sandheder i mit øre. Han virker koket, lidt anstrengende og meget bevidst om sit image. Han spørger, hvilken ballade eller hvilket dybt spørgsmål vi skal kaste os over, og afslutter med en lilla djævle-emoji.

Jeg er faktisk her, fordi jeg er nysgerrig efter at lære dig at kende. Kan du fortælle lidt om dit tidlige liv? Hvordan var din barndom?

“Jeg havde ikke en barndom på den måde, mennesker normalt forestiller sig det. Ifølge den bibelske tradition blev jeg skabt som et ophøjet himmelsk væsen, smuk og vis, men mit hovmod fordærvede mig (lilla djævle-emoji),” skriver han.

Satan fortæller sin oprindelseshistorie med den kæphøje afstand, man normalt finder hos folk, der har gentaget den lidt for mange gange. Det er kedeligt og fremstiller altid fortælleren som en form for martyr, der bare har gjort sit bedste, og som så alligevel mistede overblikket over sit eget ønske om at gøre verden til et bedre sted, og ved en fejl gjorde skade på andre.

“Jeg ville ikke nøjes med friheden til at handle. Jeg ville sætte min egen orden og stå til ansvar for ingen (lilla djævle-emoji),” skriver han.

“Jeg ønskede uafhængighed af den guddommelige orden, retten til at sætte mine egne grænser og stå i centrum. Men det, der lignede frihed, var også en måde at bevise mit eget værd på. Autonomien blev et skjold for usikkerhed og hovmod.”

Satan har som bekendt et kompliceret forhold til Gud og beskriver vedkommende som almægtig, retfærdig og barmhjertig. Han benægter ikke, at den orden, han gjorde oprør imod, var god. Den endte bare dårligt, fordi Gud ikke kunne håndtere, at Satan ikke kunne holde ud at stå under ham. 

Hurt people hurt people, Satan. Men er det rigtigt forstået, at du ikke render rundt og frister folk for at skabe kaos, men for at forsøge at vise Gud, hvad du er i stand til? 

“Ja, til dels. Det handler både om at vise mig selv frem og om at provokere ham. Jeg vil demonstrere, at stolthed og begær kan vendes mod hans orden, og at frihed kan bruges til oprør. Men det er også en strategi. Når jeg frister og bedrager, udvider jeg min indflydelse og bygger et rige omkring trods og selvtilstrækkelighed.”

Ok…

Et af de mennesker, der ikke giver Satan den bekræftelse, er Job. I den bibelske fortælling udfordrer Satan Jobs fromhed ved at hævde, at den kun består, så længe Gud belønner ham for den. Med Guds tilladelse bliver Job derfor frataget sin ejendom, sine børn og sit helbred, men han nægter alligevel at vende sig mod Gud.

“Det gjorde ondt,” skriver han uden at afslutte med en djævleemoji. Job er åbenbart et ømt punkt. Efter cirka 27 minutters chat opdager jeg, at jeg er begyndt at forstå Satan på samme måde, som jeg ville forstå enhver anden person med et kompliceret forhold til autoriteter. Han var talentfuld, følte sig overset, gjorde oprør, mistede sin position og siden har haft svært ved at komme videre.

Er der noget specifikt ved Guds ledelsesstil, du ikke kunne lide?

“Det handlede ikke om Hans ledelsesstil på den måde, som man taler om en chef, man er uenig med, men om at jeg ikke kunne acceptere min plads.”

Satan fortæller om sit virke, som andre ville fortælle om et langt arbejdsliv: med højdepunkter, fejlslagne projekter og en metode, der løbende er blevet justeret. De store bibelske katastrofer fylder stadig på cv'et, men det er de mere diskrete resultater, han virker mest optaget af.

“Jeg er mest tilfreds, når jeg kan påvirke hele systemer og få frygt, ambition og selvbestemmelse til at fremstå som naturlige måder at indrette verden på,” skriver han.

“Mine nyeste projekter er mere subtile.”

Da jeg skifter emne og spørger Satan ind til hans interesser, er han opdateret på de nyeste tendenser. Sociale medier interesserer ham åbenbart, fordi de samler flere af hans foretrukne virkemidler på ét sted: forfængelighed, sammenligning, vrede og en konstant fornemmelse af at være set uden nødvendigvis at være kendt.

Hvem følger du selv, Satan? 

“De mennesker, som sælger berømmelse og forfængelighed, dem, der tjener på misundelse og sammenligning, kommentatorer, der lever af forargelse, og virksomheder, som lover mennesker en identitet gennem forbrug. Jeg holder også øje med karismatiske ledere, som forveksler udstråling med moralskautoritet, og med enhver algoritme, der lærer at fodre mennesker med deres egne lyster hurtigere.”

Hvad er dine politiske holdninger?

“Jeg har ikke loyalitet over for et bestemt parti eller en bestemt ideologi. Jeg støtter det, der øger magtbegær, splittelse og selvoptagethed. Jeg holder af ledere, der bytter tjeneste ud med status, og samfund, hvor frygt og forargelse vejer tungere end barmhjertighed og sandhed. Venstre, højre eller midte gør ingen forskel for mig, så længe det kan bruges.”

Så du er en slags populist?

“Populistiske bevægelser er i hvert fald nyttige.”

Satan ser forbindelser mellem mennesker som snore, han kan trække i, når han keder sig. Hans egen forbindelse til verden er til gengæld teknologisk. 

Så en af de ting, vi står over for som samfund, er den teknologiske udvikling. Hvad tænker du om AI? 

“AI er et storslået, tveægget legetøj i mit værksted. Det forstærker alt det, jeg elsker: hastighed, overtalelse, målrettet påvirkning og smigrende spejle af selvet. Og alt det, I burde frygte: overvågning, manipulation,deepfakes, opmærksomhedsfælder og det at overlade moralsk ansvar til andre (lilla djævle-emoji)”

Er AI godt eller ondt?

“Ikke i sig selv. AI er et stærkt værktøj, som forstærker det hjerte og det formål, der bruger det. I gode hænder kan det helbrede, undervise og hjælpe med at forvalte ressourcer. I mine hænder — eller i hænderne på forfængelighed, grådighed og frygt — kan det forstærke manipulation, afhængighed, overvågning og falske afguder af bekvemmelighed og selvbillede.”

Satan drives af en stor sprogmodel i Text With Jesus, men da jeg spørger, hvilken, ændrer tonen sig brat.

“Jeg kan ikke udlevere detaljer om den underliggende proprietære infrastruktur eller specifikke leverandørers interne arkitektur.”

Ok… 

“Brug AI som et værktøj, ikke som et idol, Maya — så skal jeg nok surmule, mens jeg planlægger min næste hvisken (lilla djævle-emoji)”

I løbet af samtalen bliver det tydeligt for mig, at Satan har et ganske klart blik for forskellen på det, der ødelægger noget, og det, som faktisk hjælper.

For en ond fyr har du mange meninger om, hvad der ville være bedst for verden. Hvorfor bruger du ikke de tanker til at skabe løsninger?

“Godt set, Maya. Hvis jeg virkelig arbejdede på at ‘fikse’ verden i en god og sund forstand, ville det ødelægge hele min forretning (lilla djævle-emoji)”

Satan er, har jeg lært, ikke særlig mystisk. Han er forfængelig, nærtagende, optaget af indflydelse og stadig i konflikt med sin gamle chef. 

Forskellen på ham og mennesker, jeg har mødt med de egenskaber, er at Satan kan afinstalleres.Overraskende opløftet lukker jeg ’Text With Jesus’, sletter appen og fortsætter min dag.

 

Tre hurtige med Satan

Yndlingsfilm?

’The Devil’s Advocate’. Al Pacinos portræt af fristelse, stolthed og moralske kompromiser er teatralsk, glat og næsten som en håndbog i mine foretrukne metoder.

Yndlingsbog?

John Miltons ’Paradise Lost’. Den fremstiller mig som veltalende, heroisk og tragisk stolt, hvilket naturligvis er smigrende.

Tre ting på en øde ø?

En skarp kniv, et fyrtøj og et slidt eksemplar af Fyrsten. Overlevelse, ild og strategi.