Hvad er arbejde egentlig?

Arbejde er at knokle, stå tidligt op, give den en skalle, hente børnene sent. Det har vi i hvert fald lært. Men hvorfor arbejder vi egentlig? Og er det overhovedet muligt at forestille sig et samfund uden arbejde? Mikkel Thorup tager os med på rejse gennem arbejdets idéhistorie. 

 
I 1933 udgav George Orwell sin første bog ‘Down and Out in Paris and London’ om sit liv som fattig på bunden af samfundet. Heri er der en lille tekst kaldet ‘Hvorfor er tiggere foragtede?’ Her tager Orwell fat på spørgsmålet om den forskel, vi laver mellem den, der arbejder, og den, der tigger. Tiggerne arbejder ikke, tænker vi nok tit. De er parasitter og nytteløse eksistenser, der lever af andres arbejde. Men, siger Orwell, der selv kendte til at tigge for at overleve, »der er ingen essentiel forskel mellem en tiggers levevej og utallige respektable menneskers.«  

For hvad er arbejde egentlig? Er der i selve arbejdsaktiviteten noget, der adskiller tiggerens fra servitricens og fabriksarbejderens eller fra direktørens? Tiggeriet er måske nytteløst, men det samme er utallige andre beskæftigelser, som folk med stolthed vedkender sig som rigtigt arbejde. Faktisk, siger Orwell, er tiggerens arbejde mere ærligt end så mange erhverv, og det er også hårdere end de fleste andre jobs. 

Hvis det er sandt, hvorfor er tiggerne så forhadte, moralsk udskældte og forfulgt af politi og næringsdrivende? Af den simple grund, siger Orwell, »at de ikke tjener en ordentlig løn. Faktisk er alle ligeglade med, om arbejde er nyttigt eller nytteløst, produktiv eller parasitært. Det eneste, der kræves, er, at det skal være profitabelt.« Tiggerens problem er, at vedkommende ikke tjener nok. Det er ikke, at man er afhængig af andre for småpenge, for det kendetegner mange jobs. Det er, at udbyttet ikke er højt nok. »Penge er blevet den store test af dyd. I den test fejler tiggerne, og derfor foragtes de.« 

Men måske Orwell ikke har helt ret her. Tiggerens problem i andres øjne er nok snarere, at vedkommende ikke ser ud til at knokle. Vi har lært, at arbejde er at knokle, stå tidligt op, give den en skalle, hente børnene sent. Hadet til DJØF'ere og papirnussere bunder også i, at de ser ud til ikke at have et hårdt arbejde. Den vigtigste figur de sidste mange år har været ’den hårdtarbejdende dansker’. Vi tror stadig, at arbejde er lig knokleri, hvis ikke fysisk hårdt, så skal det være hårdt på andre måder. Derfor fortæller mellemledere altid om at løbe maraton og cykle meget langt hele tiden og direktører om, hvordan de aldrig er hjemme. Arbejde skal se hårdt ud, for at være et rigtigt job.

Bibelen fortæller, at resultatet af, at Adam og Eva blev uddrevet af paradis var, at menneskeheden skulle »knokle i sit ansigts sved« og »føde i smerte«, produktivt og reproduktivt arbejde som knokleri og smerte. Arbejde har i den vestlige kultur altid været forbundet med ufrihed. De frie arbejdede ikke. Enten fordi de ikke var slaver eller fordi deres aktivitet ikke talte som arbejde. At være nødt til at arbejde var at være afhængig, ufri, det var den fornedredes lod her i livet.

Derfor har myter, fabler, utopier altid handlet om ikke at arbejde. Der har altid eksisteret modfortællinger til arbejdets ufrihed. I paradis arbejdede man ikke. I folkesagn får vores helt sin udkårne, og de lever lykkeligt til deres dages ende, men lige så ofte ender det i et kæmpe ædeorgie, hvor stegte kyllinger flyver ind i folks munde, man får et overflødighedshorn, hvorfra der altid vælter mad ud, et magisk bord, der hver morgen fyldes med mad i vikingetidens Valhalla, hvor de spiser flæsk skåret af grisen Særimner og drikker mjød fra geden Heidrun, der står på taget af bygningen og spiser af Yggdrasils grene, der hver dag magisk gendannes. I den utopiske fortælling »Bruces rejse til Napoli« fra 1802 falder fortælleren gennem en vulkan ned til et mønstersamfund i klodens indre kerne, hvor han finder et samfund »uden nød, hvor jorden uden brug af arbejde giver et væld af alle livets nødvendigheder.«  

I dystopier derimod knokles der. Der er vi ofte reducerede til arbejdsslaver, robotter i et kæmpe produktionsanlæg eller bare til føde- eller energikilder for andre væsener som i ‘The Matrix’. Men i utopierne arbejdes der altså meget lidt. Det flyder med mælk og honning, og nydelsen kommer til os, uden at vi behøver knokle for den. Det forekommer at være en helt basal længsel i mennesket at slippe for arbejdets åg. 

Arbejdets ideologier

Alt det her kan vi bruge til en meget hurtig tur gennem arbejdets idéhistorie. Meget tyder nemlig på, at jæger-samler-samfund på mange måder lignede utopien. Man arbejdede meget lidt, der var meget leg og ritual i arbejdet, ringe adskillelse mellem funktioner, meget fritid. 

Bruddet sker med opkomsten af landbrugssamfundet, der var en katastrofe for legen og lediggangen og en dramatiseret udvidelse af arbejdets rolle i samfundet. Nu knokler man, funktioner adskilles, nogle lever af andres knokleri, legen forsvinder ud af livet, børn er små hjælpere. Men der er stadig betydelig selvledelse på gårdene, der er fritid til masser af højtider, landsbyfester etc. En realiseret 4-dages arbejdsuge. 

Industrisamfundets opkomst er på den ene side et vældigt brud med landbrugssamfundet og på den anden side en fortsættelse, nemlig en fortsættelse af arbejdets udvidelse på legens og lediggangens bekostning. Her er en klar opdeling mellem hjem og arbejde, arbejdstid og fritid, og barndom og alderdom defineres først og fremmest som tiden før og efter arbejdslivet. Hårdt fysisk slid bliver lig rigtigt arbejde. 

I det post-industrielle samfund – lad os sige tiden fra 1970’erne og frem – opløses skellene mellem arbejdstid og fritid, mellem leg og arbejde. Der opstår idealer om det hele menneske, kreativitet, innovation og livsdueligheder frem for kun arbejdskompetencer. ’Hard fun’ som fremtidsforskeren Rolf Jensen har kaldt det. Det, man er derhjemme, og det, man skal kunne på arbejde, flyder sammen. Arbejde er sjovt, udviklende, stedet for det hele menneske. 

Aktuelt har vi en række konflikter mellem tre arbejdsideologier. Vi har for det første industrisamfundets arbejdsideologi: blive længe, knokle, ikke alt for sjovt, børnene i institution, hurtigere ud og blive længere på arbejdsmarkedet, klart skel mellem leg og arbejde, mens sjov er fordrevet fra arbejdet og reserveret til barndommen, der bliver kortere og kortere.  

Deroverfor står det postindustrielle samfunds arbejdsideologi: kreativitet, skellet mellem arbejde og person samt mellem arbejdstid og fritid opløses, leg og sjov hele livet, mens man får løn – her er også dem, der arbejder for en demokratisering af arbejdslivet, at virksomheden ikke længere skal være et lille fyrstedømme, men at demokratiet skal udstrækkes inde bag fabriksporten også. 

Det er den klassiske moderne-aktuelle konflikt, mere arbejde eller sjovere arbejde. Men der er også en tredje, mindre åbenlys, der trækker tråde langt bagud i historien, nemlig enden på arbejdet, det arbejdsfri samfund, post-arbejdsideologien, der med glæde eller med frygt forudser en tid, hvor vi nærmest ikke behøver at arbejde. 

Postarbejds-dystopier snakker om robotsamfundet, hvor vi har mistet enhver funktion. Det er dystopier uden arbejde, dvs. uden nogen som helst brug for os. Automatiseret overflødiggørelse af mennesket skabt af tech-virksomheder, der ureguleret forfølger maksimal profit. Kunstig intelligens, selvkørende biler, algoritmisk magt, selvlærende programmer – et samfund fyldt med mennesker uden funktion. Overfor det står den modsatte drøm skabt af de samme teknologiske udviklinger:  

Postarbejds-utopien, hvor robotter og algoritmer laver alt det kedelige, en automatiseret frisættelse af mennesket, hvor menneskelig frihed og kreativitet endelig kan slippes løs, idet vi politisk og intentionelt styrer og indfører teknologi for at sætte os fri. Der er også en mere lavteknologisk post-arbejdsutopi, der trækker på de gamle førindustrielle forestillinger: early retirement extreme, hvor man kan gå på pension og nyde livet tidligt, mens man stadig kan nyde sine ældre år; simple living, hvor man skærer alt det overflødige fra og derfor ikke behøver at arbejde så meget; quiet quitting, hvor man tjekker ud af ræset, og selvforsyning, hvor man afkobler sig fra vare- og arbejdskredsløbet og producerer sine egne fornødenheder.  

Vi ved, hvordan man knokler mere. Dén model er velkendt. Den anden model, ikke-arbejdet, er mere ukendt for os i dag. Som John Maynard Keynes skrev i 1930: Der er intet samfund, »der kan se frem til en tidsalder præget af fritid og overflod uden ængstelse. For vi er blevet trænet for længe til at slide og ikke at nyde.«