Ikke alle masker falder

Hvad drømmer politikerne om, når lyset slukkes? Ligger de med et henført smil og tænker på retssikkerhed og rotationsprincipper? Eller drømmer selv de største demokrater om ministerbiler, motorsavsmirakler og magtfuldkommenhed? Idéhistoriker Alberte Bové Rud undersøger, om vi kan gennemskue, hvornår det politiske menneske bliver et politisk monster. 

Nogle gange er magten nem at få øje på. Man kan se den tydeligt hos dem med stjerner på skuldrene og kroner på hovederne. Men den sniger sig også langs panelerne og trækker afsted med politikerne som en usynlig hund for enden af en usynlig snor.  Nogle politikere er motiverede af den politiske disciplin, det er at skabe de bedste samfund. De kan kategoriseres under Aristoteles’ forståelse af mennesket som et politisk dyr. Andre tænder på magten i sig selv. Denne figur kunne man kalde det politiske monster. Monstrene kan være synlige for enhver eller gemme sig i det skjulte. De kan bære deres magtliderlighed uden på tøjet, let gennemskueligt for dem, der kigger på. Selvfølgelig begærede Hitler magten. Ingen ville rejse tvivl om Mussolinis monstrøsitet. Xi Jingping og Vladimir Putin har uden at kny ændret valgloven, så de kan blive siddende på ubestemt tid som statsledere, mens Donald Trump med diskutabel ironi har kaldt sig diktator for en dag. Alarmklokkerne ringer, monstrenes konturer træder tydeligt frem under spotlyset. Men der findes også politiske monstre, der gemmer sig bag masker af dydighed. Som påstår udadtil at være gode demokrater, optagede af noble overbevisninger, men i virkeligheden drømmer om at styrte systemet i afgrunden for at konsolidere magten omkring sig selv. De har altid været der, de vil altid være der, men vi kan ikke demaskere dem, medmindre de selv ønsker det. I en tid hvor stadig flere politiske monstre giver sig til kende, forstærkes frygten for, at der findes endnu flere derude. Politikerleden stortrives i hele den vestlige verden. 

Efterkrigstidens Europa var præget af en allestedsnærværende frygt for, at det ville lykkes disse politiske monstre at camouflere sig og snige sig ind i de spæde og håbefulde demokratier. Anden Verdenskrig tjente som en ubehagelig påmindelse om, hvad det kunne få af tragiske konsekvenser, hvis despoter fik magt. Systemet måtte vaccineres mod fremtidens diktatorer. Særligt i Tyskland stræbte intellektuelle og statsmænd efter at gardere fremtidens samfund mod fascistoide tendenser. Den tyske filosof Theodor W. Adorno foreslog for eksempel en personlighedstest, der kunne afsløre den såkaldte autoritære personlighedstype. Testen sigtede efter at identificere, hvorvidt en befolkning ville byde en fascistisk leder velkommen og skulle, lige vel som nye forfatninger, demokratiske hyldesttaler og antifascistiske erklæringer, agere bolværk mod de slimede politiske monstres magtstræben.  

I vores europæiske demokratier kan det ved første øjekast ligne, at magten fordeles i så små og lige store bidder, at ingen grådigt kan rage til sig. Men det er ikke en garanti for, at det politiske monster bliver udsultet. Vores demokrati fastholdes af stramme rammer og reguleringer, ikke nødvendigvis af politikernes egne demokratiske overbevisninger. Selvom de tilsyneladende opfører sig demokratisk, kan vi aldrig være helt sikre på, at de ikke, sekundet før hovedet rammer puden, længes mod politiske katastrofer, mod vold og pludselig magtfuldkommenhed. Formentlig render der ikke maskerede politiske monstre rundt på hverken Marienborg eller Downing Street. Men kan vi nu være helt sikre på det?  

Nogle politikere giver anledning til mere uro end andre. I enkelte tilfælde kan man næsten ane sprækken mellem masken og det politiske monsters sande ansigt. Da Giorgia Meloni i 2022 blev premierminister i Italien som formand for det nationalkonservative parti Fratelli d’Italia, blev hun for eksempel mødt med mistænksomme blikke af den italienske venstrefløj og store dele af det internationale politiske landskab. I sin ungdom havde Meloni været medlem af et nyfascistisk parti, og selvom hun siden havde været medvirkende til at moderere partiet, var det usikkert, hvorvidt hun virkelig havde forladt sin tidligere politiske position, eller om hun stadig var i opposition til demokratiet. Og selv hvis hun havde, var hun så overbevist demokrat? Eller betragtede hun blot sin demokratiske rolle som en nødvendig mellemstation, der kunne snige fascismen ind i magtens paladser? Adskillige forsøgte at afdække sandheden. Til den britiske avis ’The Spectator’, sagde Meloni: “Hvis jeg var fascist, ville jeg bare sige, jeg var fascist.” Melonis udtalelse indikerede, at det ville være ligegyldigt for næsten halvdelen af vælgerne, der bakkede op om Melonis kandidatur, hvis hun var fascist, og det er formentlig en voldsom overdrivelse. Derudover understregede hun med sit postulat, at hun var ærligheden selv. Hun besad ikke monsterets magtbegær og bar ikke en maske til at skjule det. Men ligegyldigt hvor mange gange Meloni siger, at hun ikke er fascist, kan hendes omgivelser ikke vide sig fuldkommen sikre. Den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi havde ganske vist ikke på samme måde været i samme nærkontakt med fascismen, men han afslørede alligevel en despotisk monstrøsitet, da han udtrykte skuffelse over, hvor lidt magt han reelt havde, efter han blev premierminister i 1994. Regeringsforhandlinger, teknokrater med indvendinger, parlamentsgodkendelser. Det var kedsommeligt og langvarigt. Hvem der bare kunne banke i bordet og bestemme selv.  

Overalt i Europa mister de partier, der hidtil har haft magt, deres vælgeropbakning. Til gengæld vokser nye protestpartier frem, der tilbyder et alternativ til den førte kurs. På både venstre- og højrefløjen findes protestpartier, der drømmer om at gentænke det politiske system og dets normer. Det forstærker usikkerheden. Uanset hvad man måtte mene om de partier og enkeltpersoner, der i årevis har formet Europa, forekommer det alt andet lige mindre sandsynligt, at de skulle være politiske monstre end de nye karakterer, der i disse år vinder frem. Den gamle politiske klasse har trods alt haft rig mulighed for at afsløre deres fordærvethed. For protestpartiernes vælgere er det ganske vist systemet, der fremstår uhyrligt, men systemet fremstår dog mere velkendt end de nye partiers omvæltningsvilje. Mange af de nye partier vil gøre op med det eksisterende, og for flere af bevægelsernes vedkommende er det uafklaret, hvorvidt det indebærer et opgør med demokratiske normer og efterkrigstidens anti-autoritære idealer. Vil de underminere magtens tredeling? Vil de svække oppositions- og pressefrihed? Vil de centralisere magten? Vil de prøve at afsløre den gamle elites magtsyge og rive deres dydighedsmasker af? Det kan sandsynliggøres, men ikke afgøres. Man kan ikke afsløre den skjulte antidemokrat. Kun hvis monsteret giver sig til kende, kan vi se, hvori faren består. Der er en demokratisk uafklarethed, som vi må affinde os med. Demokratiet indebærer en risiko, og lige så vel som demokratiet styrkes af tillid, forudsætter det også mistanke. Det er en styreform, som både er vildt besværligt og fuld af risici. Den erkendelse prægede også statsarkitekterne i efterkrigstidens Europa, da de trods frygt for stærke ledere og frygt for befolkningens velvilje overfor selvsamme, vovede at indrette samfundet demokratisk. I disse år testes deres arbejdes robusthed endnu engang af monstrenes glubskhed.