Kaspar Colling Nielsen

Helt ærligt, hvor underligt er det ikke, at man kan møde et andet menneske, et menneske, man aldrig har set før, og bagefter ikke tænke på andet. Det er da totalt underligt. 

Man møder et menneske, som smiler til en. Man taler lidt sammen, og pludselig kan man ikke spise. Man kan ikke sove. Og man ved, man ved bare, at hvis man er sammen med det menneske, så vil man aldrig blive ensom igen.

Der er en masse realityprogrammer i dag, der forestiller at handle om kærlighed. Såkaldte eksperter forsøger at analysere sig frem til, hvem der passer sammen. Mange folk gør noget lignende, bare uden TV på. De laver lange lister med kvaliteter, som de søger i en partner. Lister med kvaliteter, de vil undgå.

Men ak. Den slags går altid galt, for man kan ikke regne kærligheden ud. Den sker bare, uden at nogen forstår hvorfor. Ingen videnskabsfolk, ingen præster eller psykologer, ikke en eneste af de genier, der nogensinde har levet på denne planet, har kunnet forklare, hvad kærlighed er og hvordan den opstår. Kærligheden sker bare. På det mest ubelejlige tidspunkt forelsker man sig i en, det ikke på nogen måder lever op til de kriterier, man havde. En person, der er fuldstændig forkert, men på en fuldstændig vidunderlig måde.

Kærligheden kan ikke regnes ud. Kærligheden kan ikke planlægges. Kærligheden er virkeligt et mysterium.

Kærligheden er også fuldstændig fri. Ingen, selv ikke det mest magtfulde menneske i verden, kan tvinge et menneske til at elske et andet menneske. 

Når man elsker et andet menneske, åbner noget sig i en. Man vil vide alt om den person, man elsker. Man kan slet ikke få nok. Selv de mest trivielle detaljer lapper man i sig. De følelser, de havde en gang, de tanker, de tænkte, navnet på den undulat, de havde som barn? Alt, vil man vide.

Hvordan kan det være, at man kan se et andet menneske ind i øjnene og på trods af alt, på trods af alt det lort, der er sket i ens liv, alligevel føle sig lykkelig? Selv fortiden kan kærligheden forvandle. For de lidelser, du gik igennem, al den smerte du følte i dit liv, er nu ikke længere tilfældig eller meningsløs, men en vej, du gik ad. En sti, der ikke blot førte dig frem til din elskede, men som også gjorde dig i stand til at elske, som kun du kan elsker nu.

Kærligheden trækker hele verden sammen og udvider den på samme tid. På den ene side, vil man se verden med sin elskede, på den anden side, er man ligeglad med, hvor man er, hvis bare man er sammen. Det største og mest spektakulære bliver til det mindste: Et blik, der mødes, hænderne, der folder sig om hinanden, og det mindste og mest trivielle, bliver til det største. Selv stilheden, der før sitrede uroligt, som noget uforløst, måske endda ildevarslende, forvandler kærligheden til en fuldstændig ro, en ro, som du slet ikke viste fandtes, før nu. Fordi alt dette er sandt, er kærligheden også det værste og mest grusomme, der findes. For på samme måde som den kan give dig alt, kan den fjerne det igen på et øjeblik. Derfor er kærligheden kun for dem, der tør. 

Det er nemt at være et røvhul, men kærligheden kræver mod. Mod til at åbne sig. Mod til at gøre sig fuldstændig sårbar. Derfor er I to, der står her foran mig, ikke bare heldige, I er også de største helte.

Godt. Inden jeg beder jer om at åbne jeres MitID og henvende jer hos kommunen, hverdagens højeste myndighed.

Vil jeg bare sige: Tillykke til jer to. Pas på hinanden, og nu må I altså gerne kysse.