Louise Alenius

Der er sket noget smukt

To mennesker har ubesværet og håbefuldt viklet sig ind i hinanden

og startet en samtale, som aldrig skal slutte

I dag fejrer vi at kærlighed kan opstå ud af intethed

og at den - som sin helt egen evighedsmaskine - kan holde os lykkelige i

mange år

Vi fejrer kærligheden med en ceremoni hvor tiden strækkes så langt ud

at de næste 10 minutter er et langt ‘JA’

Et langsomt, ærligt og lydløst JA til kærligheden mellem 2 mennesker

der allerede elsker hinanden

og som har taget stilling for længe siden,

og som derfor ikke behøver at sige noget

men bare kan læne sig ind i følelsen

mens mine ord leder gennem ceremonien 

 

Løft dit blik til du synker ind i to øjne

I en uafbrudt bevægelse drages du mod et andet væsen,

og asfalten smelter sammen med cykelstativ og brombærbusk i et flimrende

ligegyldigt bagtæppe

Der er noget du aldrig forstod før du kom hertil

før dine tusinde spørgsmål druknede i noget du kan mærke

men ikke behøver at forklare

I mens en langsom varme former dit humør, og smelter dit forsvar

og det eneste du frygter er at miste noget

som endnu ikke er dit

 

Føl dig frem i et landskab af lårben og læber

Ingen kender den vej i skal gå, ingen ved om den er lang

men du mærker om din undergrund er solid

om det usagte spænder ben for lykken

eller om bakkevandringen skærper dit nattesyn

Og du har kun din intuition

Og du skal bruge alt dit mod når du flår søndag, mandag og tirsdag ud af

kalenderen

 

Og du skal bruge al din tillid når du viser hvem du er

og falder sammen på et galoperende bryst

i det første øjeblik hvor længslerne mødes

Vær ærlige og vær bløde

Så modet vokser og drømmene glider ind i de store spørgsmål

som kun besvares af hverdagens tusinde valg

Valg af grøntsager og transportformer og hovedpudebetræk

Valg af toneleje når I hilser på mennesker i møder hver dag, men slet ikke

kender

 

Valg af ord når I deler en nyhed

så vennerne råber tillykke og skubber jer i vandet fra en badebro

mens et ensomt hjerte skrumper et andet sted i byen

Lykken har en slagside

og selvom det er brutalt

og selvom det går hurtigt

så tegner hverdagen sine tydelige mønstre af et kærlighedsliv

som skal leves large og leves længe

Kys din elskede

hver gang du går

ud for at møde en ven,

eller hen for at lukke en dør, så stuen bliver knas tør og stille

Og du mister balancen når du lægger hovedet på skrå og så kommer tvivlen med sin klamvåde hånd på din kind

 

Men du tillader dig selv at falde sammen

tillidsfuldt,

Fordi du ved at du bliver grebet

Fordi du ved at du rejser dig blødere og stærkere med kærlighedens sejlivede muskulatur

 

Og sådan skal du samle mod i de sværeste timer

Og sådan skal dine flænsede nerver falde til ro

mens tidens diskrete bevægelser bygger jer op

og bygger et hjem

Bær dig selv, hen til roden af din verden

Der hvor sårene blev sået

midt i dit væsen,

og midt i den næreste slægt

 

Der hvor sårene hurtigt fik skorpe og blev til et skjold

og blev til et våben, der punkterer drømme og dræner kærlighed

Og der skal du lære dig selv at kende, så du ved hvad du kan bære,

så du ved hvad du skal lære

at slippe

 

Når du griber stramt om roden bliver dit traume til en tragedie

som du kan stille dig ved siden af

og betragte

Og du kan fortælle din elskede at det gør ondt,

og du kan vælge hvem du vil være,

og vælge hvad du vil give videre.

Selvom du aldrig fik det selv.

 

 

Kys din elskede

hver gang du går

ud for at møde en ven,

eller hen for at lukke en dør, så stuen bliver knas tør og stille

Og du mister balancen når du lægger hovedet på skrå og så kommer tvivlen

med sin klamvåde hånd på din kind

Men du tillader dig selv at falde sammen

tillidsfuldt,

Fordi du ved at du bliver grebet

Fordi du ved at du rejser dig blødere og stærkere med kærlighedens

sejlivede muskulatur

Og sådan skal du samle mod i de sværeste timer

Og sådan skal dine flænsede nerver falde til ro

mens tidens diskrete bevægelser bygger jer op

og bygger et hjem

Bær dig selv, hen til roden af din verden

Der hvor sårene blev sået

midt i dit væsen,

og midt i den næreste slægt

Der hvor sårene hurtigt fik skorpe og blev til et skjold

og blev til et våben, der punkterer drømme og dræner kærlighed

Og der skal du lære dig selv at kende, så du ved hvad du kan bære,

så du ved hvad du skal lære

at slippe

Når du griber stramt om roden bliver dit traume til en tragedie

som du kan stille dig ved siden af

og betragte

Og du kan fortælle din elskede at det gør ondt,

og du kan vælge hvem du vil være,

og vælge hvad du vil give videre.

Selvom du aldrig fik det selv./ 4 5

Kig tilbage, på slægtens pløjtunge spor

Hårdt stampet af slingrende mennesker med muld i øjnene og blod nedad

benene

Der lugtede af skam

Der lugtede af følelser der ikke passede ind, og som derfor blev skreget ud

over markerne

over villavejene

over børnene og ud til fuglene som baskede væk fra mennesker uden sprog

 

Der er myter i skal kende fordi de spejler dem som vi var

Der er traditioner i skal udvide indtil de rummer nutidens mange liv

Og der er tabuer i skal bryde og kulturer i skal løsrive jer fra

fordi kærligheden kun er jeres

ikke slægtens, ikke normernes

Kærligheden er kun jeres

 

Glæd jer

til fremtidens pludselige sving, som vikler jer sammen

og kaster jer rundt

så i slår jer på hinanden

og bliver klogere og bliver blødere

Imens i forventer det bedste forbereder i jer ubevidst på noget andet

For i kender livets uventede kollaps

som tvinger jer til at være tapre

 

Og tidens træk mod jorden mærkes allerede i venstre knæ

Og tidens træk mod jorden gør det svært at skelne

mellem børnebørn og hunde og naboer der altid er hjemme

Men latteren kaster sit fineste net

henover morgenbænken i bunden af haven

hvor minder og taknemmelighed flyder sammen i jeres håndflader

og flyder videre ud i til mælkebøtter og bjerggeder og flyveøgler

som i aldrig nåede at møde

men som alligevel er jeres familie

 

Læn jer ind i lykken

hvor broer bygges i stilhed

hen til steder ingen har hørt om

som man skal tro på for at finde

langt inde i cellerne, viklet ind i træernes rodnet og bjergenes rullesten i

konstant bevægelse

ned af en bakke, og ind i et stort lyst lokale

som er svært for jer at beskrive fordi I sidder/står der selv, lige i midten

blandt mennesker i ikke kender

fortryllet af toner fra en anden tid

 

Og I elsker hinanden

Og jeres kærlighed forbinder fortid med fremtid

Og jeres kærlighed rummer alle de følelser, der findes i mennesker

Og som skaber tilstande af ro og glimt af lykke

Glimt af lykke som melankolien kan kile sig ind i

for diskret at minde os om at livet er kort

og derfor kan vi nyde det

både indefra og udefra

og hele vejen rundt langs kanten af en ring

som passer til en finger

på den helt rigtige hånd

 

Og ingen behøver at sige noget

For I ved

at hvis den ene falder så griber den anden

Og I ved

at hvis kærligheden forsvinder

så leder I

i hver sit hjørne af mindernes ucensorerede arkiv

i hver sit tempo gennem følelsernes foranderlige korridorer

 

Og i mens I leder smelter asfalten sammen med brombærbusk og cykelstativ

og bliver til et sløret bagtæppe

Som får kærligheden til at stå tydeligt frem

klar og enkel

Kærligheden lever af gentagelsens logik:

I vælger hinanden i dag,

og i morgen så vælger I hinanden igen

 

Og igen

Og igen