Vi er ikke rigtige engle

Dean Butt skriver om at vokse op i et utrygt hjem og om at pynte sig med pailletter og hjemmelavede englevinger. Det er en fortælling om at elske dem, som gør én ondt og om alt det smukke, der binder familier sammen på trods. 

Natten er fuld af glimmer. Mors øjenlåg. Min lillesøsters kjole. Dugen på spisebordet er sølv. Pailletter og høje glas. Brus og bobler. Vi drikker guld. Vi har fyldte maver og varme kroppe. Min lillebror er ny, lille og rund. Han griner, og hele hans krop bevæger sig i små ryk. Han er herlig. Høje brag. Gnister. Ude i gården sætter vi ild til himlen og klapper. Vi holder øje med tiden. Og hinanden. Jeg har gemt en paillet i brystlommen på min habitjakke. Jeg tager den frem inde på børneværelset og holder den mod mit ansigt. Jeg presser den hårdt ind mod min kind. Jeg slipper, og den bliver siddende. Jeg ser mig i spejlet. Ja, siger jeg. Jeg piller den af kinden igen og gemmer den under min hovedpude. Vi skal sove sammen i nat. Udenfor er der flere nye brag. Indenfor er der brag. Mors øjenlåg. Glimmer på fars næve. 

Mor ligger i min seng. Jeg ligger sammen med hende. Forsigtigt aer jeg hendes kind. Jeg følger den udtværede mascara med fingrene. Jeg rækker hånden ind under hovedpuden og finder pailletten frem. Her, siger jeg og rækker hende den. Hun tager den i sin hånd. Så kan du få en af mine, siger hun. Hun river en paillet fri fra sin kjole. Hun rækker mig den. Jeg presser den ind mod huden på min kind. Hun gør det samme. Så falder vi i søvn. Da jeg står op senere på natten, er pailletten faldet af min kind. Den er væk. Det er mor også. 

*

Det er ikke altid, at børn kan få lov til at bestemme, hvornår en mor skal lege med dem. Indimellem er det en mor, der får lyst til at lege, og så må børnene være klar. 

Vi børster tænder, mig og A. Mor har lovet, at hun vil putte os i aften. Vi stiller tandbørsterne på plads, da vi er færdige, tørrer os om munden med et håndklæde. Pludselig går lyset ud på badeværelset. A skriger og klamrer sig til mig. Vi løber hen til døren, men kan ikke åbne den. Noget tungt står mod den og blokerer på den anden side. Jeg skubber, alt hvad jeg kan. En lille sprække. A kan få sin hånd ud gennem sprækken og lige akkurat nå lyskontakten. Vi får lys på badeværelset igen. Vi lægger alle vores kræfter i sammen og får skubbet døren op. En skuffekommode blokerer nu gangen ind til vores værelse. Alt lys i lejligheden er slukket. Her er helt mørkt. Det eneste lys, der er tændt i lejligheden, er på badeværelset. “Mor,” råber A, men der kommer ikke noget svar. “Mor,” råber jeg, og der bliver helt stille. Vi ser på hinanden. A er bange. Det er jeg også. Vi står i gangen. Jeg ved ikke, om vi skal gå tilbage ind på badeværelset og lukke døren, eller om vi skal gå ind på vores værelse og gemme os i min seng. “Du går forrest,” siger A. Vi klatrer over kommoden. Døren til vores værelse står på klem. Nogen har slukket lyset derinde. Det var tændt, da vi gik ud og børstede tænder. Vi står foran døren. 

Jeg ser ind ad sprækken. “Mor,” siger jeg igen. Jeg kan ikke se noget. Jeg tager tilløb inde i mig selv. Jeg knalder døren hårdt op, det siger BANG – men ingenting. “Jeg tæller til tre, og så løber vi hen til min seng,” siger jeg. A nikker. 
    “En. To. Tre. Løb.” 
     To arme griber ud efter os fra under sengen: “WAAAH,” råber en stemme og får fat i vores ankler. Vi skriger. Vi vælter ned på gulvet. Vi får øje på mor. Mor ligger på maven under vores køjeseng. Mor griner. Nu griner vi alle tre. Der løber vand fra A’s øjne. “Du gør det altid,” siger jeg. “Ja,” siger mor og griner videre. A vil ligge sammen med mig i nat, så det får hun lov til. Mor fortæller godnathistorie. Den handler om en pige og en prins: Annika og Edvard. Et slot af slik gemt væk langt inde i skoven. Mor finder på, mens hun fortæller. Jeg bliver rolig. A falder i søvn. Jeg elsker at lytte til mor fortælle.