Den kan gøre os til mere end os selv – og mere os selv

Hvad er kærlighed? Kan vi overhovedet indkredse det både så almindelige, allestedsnærværende og helt uhåndgribelige begreb? Anne Marie Pahuus tager udfordringen op og udfolder på smuk vis kærlighedens paradokser og potentialer. 

Bag ved det meste af det, vi gør, finder vi kærligheden. Den får universitets hjul til at snurre rundt, som mystikeren Rumi formulerede det for mere end 800 år siden. Og både før og siden har kærlighed spillet en hovedrolle, gjort himmelen høj, afgrunden dyb og elskedes ansigter smukke. 

I alle kulturer har vi skabelses- og oprindelsesmyter, hvor netop kærligheden driver handlingen, afgør skæbner og sætter hele universet i bevægelse. Tag fx den egyptiske urmyte om Osiris. Han bliver sønderrevet og slået ihjel af sin misundelige bror, men hans ulykkelige hustru Isis samler delene af hans krop, og med sorgens – den hjemløse kærligheds – kraft bringer hun ham igen til live. Snart får de Horus, håbets barn, der genopretter verdens retfærdighed. Sådan helbreder kærligheden ikke bare – den skaber fremtid. 

Eller den græske myte om Orfeus, der følger sin elskede Eurydike helt ned i dødsriget. Der synger han så sorgfuldt og smukt, at selv Hades må forbarme sig og give Orfeus lov at tage sin elskede med tilbage til livet – på den ene betingelse, at han ikke vender sig om for at se på hende. Men på vej op tvivler han og vender sig, og Eurydike forsvinder for altid. Her bliver kærligheden sårbar – ikke fordi den ikke er stærk, men fordi vi er mennesker. Og mennesker tvivler. 

Så hvad er kærlighed? Kan vi sige noget generelt og meningsfuldt om dette temmelig almindelige, allestedsnærværende og alligevel så uhåndgribelige begreb? 

Længselspræget himmelfart eller hjemkomst 

Kulturhistorisk set kan vi pege på to former for kærlighed – eller to forståelser af kærlighed. Begge giver de et bud på, hvordan kærlighed gør mennesker hele, samt hvori kærlighedens kraft består. 

Den ene form ser kærligheden som en bevægelse væk fra det almindelige – en løftelse, en ekstase og en overskridelse af det jordiske. I forelskelsen er kærligheden forbundet med længsel, med begær og med overgange til det ukendte. Her får kærligheden os til at drømme stort, og den planter en uro, da vi begynder af stræbe efter noget, der er større end os selv. Det er den form for kærlighed, som de gamle grækere ville kalde eros. 

Den anden form, som antikkens tænkere ville kalde agape, forstår kærligheden som det, der bringer os tilbage til den begyndelse, vi selv er. Altså ikke væk fra os selv, men ind til kernen af, hvem vi er. Det er en kærlighed, der tåler gentagelse, som bærer og binder, og som i sin blide gestus heler det splittede. Den fordrer taknemmelighed, og her behøver ingen at forandre sig eller flytte sig nye steder hen: Min elskede findes, ser på mig dagligt, og det elsker jeg vedkommende for. Der opstår en slags kærlighed til den andens kærlighed.  

Hvor den første kærlighed er forvandlende og fornyende, er den anden bekræftende. Hvor eros ene løfter os op, hjælper agape os til at kunne tilgive og rumme os selv og vores svagheder. Disse to forståelser går igen gennem hele vores kulturhistorie. Vi ser dem i religion, kunst, musik, filosofi og litteratur. De er ikke hinandens modsætninger, men gensidige spejlinger af, hvad kærligheden kan; den kan gøre os til mere end os selv – og mere os selv. 

I antikkens filosofi – og særligt hos Platon – møder vi eros. Her er kærligheden ikke bare en erotisk tiltrækning, men også en sjælelig længsel mod det evige og sande. Den elskende drives af en mangel, som kun det skønne og det gode kan opfylde. Kærligheden bliver en form for sandhedskraft – den fører os væk fra det jordiske og op mod idéernes rige.  

I den kristne tradition træder den anden form tydeligt frem. Agape er den tålmodige, barmhjertige og uselviske kærlighed. Her er det ikke ophævelsen og uendeligheden, men modtagelsen og accepten, der gør mennesket helt. Kærligheden der kommer os i møde. Den kræver ikke, men giver. Den heler, hvor vi er brudte, og elsker os dér, hvor vi tror, vi ikke er elskelige - overhovedet. 

Den dobbelte bevægelses kraft   

Begge former ser vi fortolket og udforsket i både kunsten og litteraturen. I troen og kulturen. I romantikken genoptager man Platons tanker, men nu med det jordiske menneske som den begærede genstand. Vi længes ikke mod idéerne, men mod hinanden – og i den anden finder vi løftet om helhed. 

”Kærlighed skal man ikke prøve at forklare. Men hvad var vi, hvis vi ikke forsøgte?”  

Sådan skriver Per Olov Enquist i ’Bogen om Blanche og Marie’, der er en fantastisk kærlighedshistorie om Blanche, der forelsker sig i den læge, der helbreder hende og han sig i hende. Og om Marie Curies kærlighed – og Blanches arbejde for Marie med at forarbejde radioaktivt uranmalm. Der er så meget, der får mennesker til at gå i stykker – og alt det kan kun kærligheden gøre det muligt at forlige sig med. 

I mange nyere forfatterskaber undersøges den helende kærlighed. Også hos Siri Hustvedt og Hanya Yanagihara møder vi personer, der læges af kærligheden. De heles af at fortælle om deres liv til nogen, der lytter. Af nogen som er trofaste, ja velgørere, som Enquist kalder de karakterer, der gør andre hele blot ved at modtage dem. I denne lindrende og dog lykkelige kærlighedsform er det ikke ekstasen, men hengivenhed og rummelighed, der bliver kærlighedens sande form. 

Vi genkender også de to kærlighedsformer i os selv. Vi kender til længslen, der vil ud, op, væk. Til ekstasen og forelskelsen. Og vi kender til følelsen af at høre til og af at passe sammen med en anden krop. Kærligheden trækker i os fra begge sider. Den river op og sætter sammen. Den forvandler og fastholder. I dens dobbelte bevægelse ligger dens kraft.