
Til samarbejdspartnere
Golden Days bliver hvert år til i samarbejde med over 100 kulturinstitutioner- og aktører. På denne side har vi samlet praktisk information til både nye og faste samarbejdspartnere.
Samarbejde er helt centralt for udviklingen af Golden Days, og hvert år skaber vi i samarbejde med en bred skare af partnere et program på over 200 arrangementer. Samarbejdspartnerne tæller typisk museer, biblioteker, teatre, spillesteder, biografer, kunsthaller, mediehuse, tegnestuer, tænketanke og andre typer andre kulturinstitutioner og -aktører i Storkøbenhavn og omegnskommunerne. Og vi er altid på udkig efter nye samarbejdspartnere.
Kuratering og festivalkoncept
Festivalens program og formidling kurateres af festivalens sekretariat med baggrund i årets tema og koncept. For at sikre en festival af høj kvalitet og tydelig sammenhæng på tværs af programmet, er det vigtigt, at de tilmeldte events forholder sig til årets tema, som udfoldes i årets festivalkonceptet.
Tema 2026: Monster
I 2026 går Golden Days over til the dark side. Vi fl ytter blikket fra den opbyggelige heltefi gur og går ind i mørket med skurken, stedmoderen, antagonisten og alle andre, der stiller sig i vejen for den gode stemning.
Med festivalen sværger vi på at tage det gode med det onde, når vi går på jagt efter monstrene. Vi river masken af og ser bag om populærkulturens tilsyneladende uskyldige fernis. Hvorfor er vi besat af ondskab? Og hvorforer monstrets tilstedeværelse – både de ydre, de indre og alle de andre – en af eksistensens helt store gåder?Vi går hele vejen i jagten på svar. Fra verdenshistoriens værste demagoger og diktatorer, der lod sig korrumpere af magten, til dæmonerne, der bor i os alle. Fra Frankenstein, Richard den tredje, Cruella de Vil og de hekse og hedninge, vi udgrænsede som monstre, til den lille djævel, der hvisker os alle i øret.
The old world is dying and the new world struggles to be born. Now is the time of monsters, skrev den italienske marxist Gramsci i 1932. Ord der i dag klinger med alarmerende aktualitet. Tidligere har vi kunnet putte monstrene ind i forhistorien og i fiktionen og bildt os ind, at de ikke længere var iblandt os.
Vi har boet i en boble, som nu er endegyldigt bristet. Vi lever igen i en monstertid. Men hvad gemmer sig i mørket, og hvem gemmer mørket sig i? Kan skillelinjen mellem helte og monstre, venner og fjender overhovedet opretholdes? Og hvis ondskab virkelig er et kim, der kan spire i selv den bedste, hvorfor bliver nogen så helte og andre skurke?
Vi går helt ind i sprækkerne, der hvor de klare konturer opløses, og det bliver grågrumset og grimt. For nu må vi lære af historien og af kunsten, stirre på nøkkerne og gå nøgternt til tyrannerne. Både de nuttede og de notorisk onde, vi må gå hele vejen rundt om monstrene, ikke vige tilbage.
I 2026 går Golden Days på jagt efter alle tiders monstre, når vi fra d. 4.-20. september frygtløst lader os forføre af det mystiske, mørke og magiske. Vi opruster på alle tænkelige måder, men hvordan lever vi i en tid med monstre? Og hvordan bevarer vi håbet, fremtidstroen og finder lys i mørket?
Tidsplan og milepæle 2026
- Jan.–apr.: Udvikling af indhold til festivalen
- 1. maj: Deadline for tilmelding af arrangementer.
- 4.–20. sept.: Festivalperiode
Sparring og udvikling
Golden Days' sekretariat står altid til rådighed ift. udvikling og sparring om arrangementer. Kontakt os på info@goldendays.dk – vi sender også gerne det udvidede festivalkoncept på mail.
Programavis
Festivalprogrammet formidles gennem en trykt festivalavis, der præsenterer årets program og udfolder årets tema ud fra kunstneriske og videnskabelige perspektiver. Festivalavisen trykkes i et oplag på 20.000 eksemplarer og distribueres fra kultur- og formidlingsinstitutioner over hele Sjælland. Kontakt kommunikationsansvarlig Johannes Mandal på johannes@goldendays.dk for at høre nærmere om mulighederne for annoncering i avisen.
Grafisk pakke til samarbejdspartnere
Golden Days udvikler hvert år en grafisk partnerpakke med visuelle elementer, der flugter med festivalens visuelle identitet og indeholder skabeloner, logoer og typeface. Partnernes brug af de visuelle elementer, når de præsenterer arrangementerne digitalt og på print, sikrer en visuel rød tråd i formidlingen af festivalen hele vejen rundt. Pakken er typisk klar i maj.
Hvad forpligter man sig til som festivalpartner?
- At udvikle og producere arrangementer, der er tilpasset festivalens tema og kuratering.
- At holde øje med, om arrangementet er indtastet korrekt på Golden Days’ platforme og løbende holde os underrettede om ændringer, aflysninger og udsolgte arrangementer.
- At kommunikere at arrangementet er del af Golden Days og formidle gennem egne platforme og netværk, herunder fx nyhedsbreve, hjemmeside og sociale medier.
- At tage ejerskab over festivalens grafiske identitet og være med til at skabe sammenhæng på tværs ad festivalen – ved fx at bruge identiteten på eget materiale, lave henvisninger, hænge plakater op, lægge programmer frem mv.
- At indberette publikumstal efter arrangementers afvikling.
Deltagergebyr
Prisen for at deltage i festivalen er 3.000 kr. ex moms. Bemærk, at det er muligt at konvertere gebyret en markedsføringsindsats, hvis man producerer og opsætter markedsføringsmateriale med årets festivalidentitet eller iværksætter lignende kommunikationsinitiativer digitalt.

