Der er ingen digte at ty til

Omsider en ægte sommermorgen. Himlen blå, kastanjens blade i ro. Svanen sejler forbi med årets kuld på slæb. I vandet er dens spejlbillede uforvansket som var det en svane mere, så blank er søen. Der er stille i huset, det er midt i juli, alle andre er rejst væk. Universet står stille.

Der findes et engelsk ord for denne tilstand, ‘serene’. Det betyder rolig, fredelig, afklaret. Det kommer fra latin, men er ikke nået længere på sin vej mod os end til det engelske og det franske sprog. Dér kan ordet foruden om vejret også bruges om himmellegemer der skinner. Og om et menneske der lyser afklaret og ubekymret.

Jeg kender ikke nogen bedre beskrivelse af den sene kærlighed end dette på dansk ikke-eksisterende ord, seren. Den sene kærlighed findes ikke i den vidtforgrenede litteratur om kærlighed, slet ikke i Den Store Danskes artikel om emnet. Jeg anede ikke at den fandtes da jeg skrev.

Der er forskellige grunde til at den sene kærlighed kan være noget særligt for den der er så heldig at opleve den. Den unge kærlighed kan være himmelsk, men er altid omgivet af uro, nerver, trussel om tab, angst for jalousi. Man ved den kan være væk i næste øjeblik, man sitrer. Det er så dejligt, men kan vare så kort. Så følger den modne kærlighed, den kan være aldrig så stor og stærk, den er dog tynget af en ny angst. Forpligtelser. Formering. Svigt. Sygdom og død på ubelejlige tidspunkter, den andens, børnenes.

Når alt det er gennemlevet med større eller mindre held og dygtighed, kan det hænde at man møder kærligheden en gang til. Den er ny, den er ubeskrevet, der er ingen digte at ty til. Heller ingen fagbøger. Jeg var bedstefar, da kærligheden til e voksede sig stærk, hun er blevet bedstemor undervejs. Vi har de børn vi skal have og det arbejde vi fik. Tilstanden kræver ikke opbrud, forandring, flytning – kun evnen til at give og modtage kærlighed.

Det er jo kærlighedens essens, respekt for den anden, sans for den andens egenskaber og evne til at holde af.

Er kærligheden en behagelig følelse som man oplever hvis tilfældet vil det? Det mener de fleste, hævdede Erich Fromm i den bog, ‘Kunsten at elske’, som han skrev det år jeg sluttede skolen, 1956. Han selv mente derimod at kærligheden er en kunst der kræver viden og anstrengelser. At han har fat i noget sandt, er meget tydeligt når man er meget gammel. Eller også er jeg ikke blevet meget klogere siden det år jeg blev student og forlod mit barndomshjem.

Kærlighed er ikke besættelse, kærlighed er evnen til at give og tage imod, at læse en anden persons indre og selv blive læst. At cykle en tur sammen, at opleve noget i fællesskab og dog opleve at den anden er og bliver en anden, med sin egen historie, sine egne værdier, sit eget allerinderste, som man aldrig nogensinde når. Kærlighed er hud og humor.

Man har, som Løgstrup sagde, altid noget af det andet menneske i sin hånd. Det ansvar og den glæde er måske særlig tydelig ved den sene, serene kærlighed. 

Svanen svømmer videre på den blanke sø med de fem grå unger der engang skal blive lige så hvide som den – og lige så vrede som jeg har set den voksne svane blive. Så vred at den med mord i øjnene bed sig fast i struben på en anden svane den havde set sig gal på. Et menneskes vrede, måske også svanens, aftager med alderen, har jeg oplevet. Følelser er anderledes end de var. Men nogle af dem er ny. Den sene kærlighed kan være så seren som denne tyste, strålende, klare sommermorgen.