Der er kun én af hver

Alle vil have en ven. En rigtig ven. Men også venskaber har mønstre, dogmer og tider. Nogle varer en sommer og andre flere årtier. Tag med Jonathan West Carstensen fra Varde til Nørrebro, når han gransker venskabets væsen og vigtighed. 

I det Vestjylland, der dannede rammen om min fars barndom og ungdom og senere, men kun i ferier og forlængede weekender, min, var det ikke kutyme at bære følelserne uden på tøjet. Desto større var overraskelsen altid, når naboer og venner og familiemedlemmer hen mod slutningen af en rund fødselsdag i et forsamlingshus eller et guldbryllup på Hotel Arnbjerg i Varde stimlede sammen og stemte i: 

Skuld gammel venskab rejn forgo 
og stryges fræ wor mind? 
Skuld gammel venskab rejn forgo 
med dem daw så læng, læng sind? 

Igennem den tåge, som var dialekten, var der en uvant omfavnelse af hinanden, som ville have været akavet, hvis den ikke var på vers. Jeg forstod kun den første linje, men det var nok til at fornemme, at venskab åbenbart ikke er noget, man bare kan tage for givet. Ikke engang i Vestjylland.  

___________________________________________ 
 

Drømmen om en ven ligger i os alle som et tyndskallet frø i underbevidstheden og venter på vand. Ligesom de forkerte venner på det forkerte tidspunkt kan vise sig besværligt løbebaneforstyrrende eller skæbnetungt karriereødelæggende, kan de rigtige venner på det rigtige tidspunkt være den genkendelse, man kun havde tænkt fandtes for de andre og højst i halvdrømme havde forestillet sig fandtes for én selv. Der er nogen, der er så heldige at finde deres livs venner i 1. klasse, men for alle os andre handler de næste mange år om at gå at lede og samle dem op én efter én, et venskab ad gangen og forsøge at holde fast.  

Faktisk kan de forkerte venner på det rigtige tidspunkt være en om muligt endnu vigtigere kombination som de støttehjul, der skal til for at sætte en retning og en fart, ligesom de rigtige venner på det forkerte tidspunkt sikkert også har sin egen smertefulde, men ikke ubrugelige, funktion. For venner ændrer vores bane og udvider vores verden, tager os med på ridebanen eller i teatret eller på stadion eller ud at suge lattergas på en parkeringsplads. For mit eget vedkommende lever jeg i ulykkelig uvidenhed om det præcise antal af aftener, hvor jeg har siddet med dem, jeg nu må indse var rigtige venner på det rigtige tidspunkt, i det sølvblå lys, der faldt ind ad loftsvinduet i Alexanders mors stue på tredje sal på Thorkildsgade, med en voksende fornemmelse af, at min verden blev større.  

Men mere end udvidelsen, som først senere bliver central, er det genkendelsen, det handler om i de første vigtige venskaber. At genkende den anden som en fortrolig, der spejler den, man pludselig tør drømme om at være og accelererer bevægelsen imod det. Vi taler gerne om den store stormende forelskelse, der viser sig med samme skælvende åndedræt som hos Hugh Grant og Emma Thompson i 90’er-inkarnationen af Jane Austen, men jeg synes vi burde placere de store, livsomvæltende venskaber på samme piedestal. Uanset om de kun varer halvanden sommer eller forsigtigt arbejder sig ind kategorien livsvidner.  

Venskaber er ikke uundgåelige, det er deres definitive karaktertræk, og det bliver tydeligere efterhånden, som de bliver strakt ud i tid. Det tager tid at arbejde sig ind i et venskab, at kile sig ind i hinandens liv. Det kræver arbejde at blive ved med at føles vigtige for hinanden, at vedligeholde venskabet, men det kræver næsten intet arbejde at løsne sig ud af et venskab. Det er bare at holde op med at skrive og lade det blive sådan, indtil man pludselig støder ind i hinanden på Nørrebrogade og famlende leder efter small talk, der kan gøre det ud for det venskab, der enten skødesløst eller bittert viljefast blev væk.  

___________________________________________ 
 

20’erne er Vennernes Årti - det er en kliché på grænsen til det alment vedtagne. Alt, man skal gøre, er at gøre det, man ellers ville gøre, som for mit vedkommende var at bruge de fleste eftermiddage i det terræn, der kunne udmåles mellem Blågårdsgade og Mayhem i Nordvest, med en sjælden afstikker til KUA som det absolut sydøstligste koordinat i mit København. Det var alt rigeligt til at vedligeholde de fleste venskaber. Alle kom de samme steder, ingen havde noget at bruge Vesterbro til. Så kommer der et vist tidspunkt, hvor man med sindsro kan begynde at tælle ned, så kommer børnene, karriererne, flytningerne, den nyfundne lyst til at løbe maraton. Den selvfølgelighed venskabet eksisterede med bliver umulig. Og her, i kollision med alt det øvrige arbejde, der udgør voksenlivets urimelige trivialiteter, begynder venskabsarbejdet. Ikke længere arbejdet for at blive venner, men for at vedblive venner og det i en slags magisk trodsighed over for den nogle gange ualmindeligt besværlige konverteringsproces, det er at bygge et venskab om fra disede byture og nætter med Yung Lean i eksistentielt udforskende eufori til en hårdt tilkæmpet kaffeaftale to gange i kvartalet.  

Den britiske forfatter Zadie Smith beskriver det voksne venskab som hopelessly diluted, fortyndet på grænsen til det udvandede, for lidt koncentrat, for tynd saft. De store unge venskaber er præget af en intimitet og vidunderligt invasiv indflydelse på hinanden; følelserne er heftige, og alt er spil, og sikke et pragtfuldt ord: indflydelse. For det er det, der sker her; man flyder ind over hinanden, og det er vel netop det, der lige så stille holder op og på et tidspunkt virker grænseoverskridende. Intimiteten, som var mandatet til indflydelsen, er erstattet af en afstand, og hvad er der i det hele taget at flyde ind i? Ikke bare de andres, men også ens eget liv drejer sig ikke længere primært om nye situationships og forventningerne til Beyoncés næste album, men også spekulationerne over et møde på næste tirsdag og det svar, ens mor går og venter på fra lægen, og en mærkelig lyd fra klimaanlægget i den bil, man har købt for at kunne komme godt hjem fra hospitalet med den datter, der ankommer i verden til august. Der kommer nemt en hinde omkring tosomheden, som man skal gøre sig umage for at kunne lade andre flyde ind i.  

Umage. Du skal gøre sig umage, men du skal også tilgive. Tilgive de andre for ikke længere at være 21, for at tænke på børn, før du selv gjorde, for at gå tidligere hjem, end du selv havde lyst til, for at se dig som den, du er blevet, og ikke den, du tænkte, du var, men vigtigere endnu skal man tilgive sig selv for den afdankede musiksmag, for at tale så meget om lån og renteafdrag, for at have taget øreringen ud og skiftet sin vens saks ud med en frisør, for ikke længere helt at være den, man egentlig gik og tænkte, man var.  

___________________________________________ 
 

Jeg havde aldrig tænkt, at det skulle komme dertil, men Søren Ulrik Thomsen er nu blevet en af dem, der for bestandigt har ændret den måde, jeg tænker på venskabets paradoksale dynamik, ikke mindst i kraft af det præcise digt fra Rystet spejl, hvor digteren har sat sig alene ved det bageste bord på den restaurant, han plejede at komme på med sin gamle ven for at vende stort og småt:  

og jeg hurtigt mistede tålmodigheden 
med dine gamle historier 
og din lapsede halsklud 
og din vane med at spise af min tallerken 
som mærkeligt nok alt sammen er dét 
jeg savner allermest i dag 

Men hvor mærkeligt er det egentlig? Vi er alle et sammensurium af gamle vaner, pludselige indfald, blødsøden eller hårdhændet opdragelse, lifligheder, dårligt holdte hemmeligheder, genstridige livsanskuelser, det er et spørgsmål om kombinatorik og de rette doser af hver. Søren Ulrik Thomsen konkluderer rørende, at ”der kun er én af hver”, og så meget desto mere grund til at holde fast og være taknemmelig, når det hele lykkes, når man får samlet sine seks tætteste med tre flasker hvidvin under et kirsebærtræ i april, på trods af afstand og ubalancer og kun kvart indfriede fælles drømme og en sommerhustur, som aldrig blev. For han har jo ret. Der er kun én af hver.  

Alligevel kan jeg kun tænke på min ven Karl-Emil, som jeg om lidt skal mødes med til Ragu-dag for syvende gang, og som jeg nu for første gang vil takke for at insistere på at blive min ven, da vi flyttede ind på samme kollegiegang for syv år siden. Han udtaler sig gerne i definitiver, i dette tilfælde ufrivilligt tæt Søren Ulrik Thomsen: ”Du får kun én af dem.” Men det han taler om er kaffe, øl eller vin, og det, det handler om, er, at man absolut kun må gå op i – og tale om – én af dem. ”Ellers bliver du ulidelig at være sammen med.” En erfaring man nemt kan løbe ind i i det gentrificerede København. ”Og eftersom vi to har valgt at gå op i vin, Johnny, så kan vi ikke have en holdning til det andet. Ellers bliver du ulidelig at høre på.” At omfavne et venskab er vel også at omfavne sine venners blik på én, og havde du for ti år siden fortalt mig, at skæbnen ville føre mig ind i et venskab, hvor det primære samtaleemne var vin, havde jeg græmmet mig. Men også det kan jeg vel tilgive.