Kan kærligheden sættes på formel?

Vi mennesker er evigt optaget af kærligheden, og med god grund. Relationer er afgørende for vores trivsel, og parforholdet kan ses som voksenlivets tætteste tilknytningsrelation. Men vi har ikke let ved at finde, bevare eller trives i kærligheden, og måske også derfor er vi så optaget af emnet. Det er både vigtigt og svært.
 

I kraft af min rolle som ekspert i ‘Gift ved første blik’ har jeg talt med en hel masse singler, som bærer det samme ønske. Nemlig at finde den længerevarende kærlighed på en mere forpligtende måde end den, som den nuværende datingkultur indbyder til. Mange seere følger med, og generelt er der en stor interesse for tematikkerne: Hvad er ingredienserne i kærlighed? Hvad får parforholdet til at blomstre og visne? Hvad er hemmeligheden?

 

Når noget er svært i livet, tyr vi ofte til forsøg på at kontrollere det, og kærligheden er ingen undtagelse. Men det paradoksale er, at vi samtidigt holder fast i forestillinger og fortællinger om kærligheden, som både ustyrlig og irrationel, som en flaksende følelse i maven eller et lyn fra en klar himmel. Der er altså modsatrettede bevægelser på spil. Vi vil gerne bevare det romantiske billede, det uforklarlige og næsten magiske, men higer samtidigt efter at sætte kærligheden på formel, så vi kan arbejde henimod den. Så vi kan gennemskue dens uransagelige veje.

Måske er det også en af grundende til, at så mange elsker at følge med i andres forsøg på at lykkes med kærligheden? Datingprogrammernes popularitet kunne hvert fald tyde på, at vi både drages af det ustyrlige og af idéen om kontrol. På den ene side at bevidne hvordan helt nye par fejer benene væk under hinanden med en uforklarlig instant connection, og på den anden side at overvåge deltagernes mindste skridt og fra sofaen analysere, hvornår og hvordan de træder rigtigt og forkert. Måske som en måde at gennemskue en særlig fremgangsmåde, der sikrer at flere vil lykkes med kærligheden. At man endda selv lærer noget i al hemmelighed. Som seer kan man jo på behagelig afstand tænke: “Jeg ville aldrig melde mig til det selv”, “men jeg ville klare det bedre …”

Men hvordan går det egentlig for os i datinglivet? Er vi også her fanget imellem idéen om romantisk kærlighed og behovet for at kunne styre den?

I mine øjne kan vi komme til at lede de forkerte steder eller på den forkerte måde, når vi prøver at mærke efter “om den er der”. Fordi vi har fokus indadtil. Vi leder efter følelsen, samtidig med at vi udadtil laver en pragmatisk gennemgang af, i hvor høj grad en date lever op til udvalgte kriterier.

Jeg ser hverken kærligheden som ustyrlig eller mulig at kontrollere. Den er hverken “bare” en følelse eller noget, som kan sættes på formel. Den er noget midt imellem, og den udvikler sig over tid – ofte i forskellige faser, som kræver en indsats fra begge parter at komme igennem. Fra ustyrlig forelskelse og symbiotisk tilstand til usikkerhed, tvivl, forskelligheder og konflikter, for til sidst at lande i en accept af hinanden og af muligheden for at udvikle ægte følelser.

Måske er der en tendens til, at vi i nutidens dating får givet op for tidligt på relationer, som faktisk har potentiale? At vi står af i de faser, som indebærer følelsesmæssigt ubehag, og som kræver mere mod og arbejde. I starten af relationer kan vi smitte hinanden med manglende engagement, nærvær og forpligtelse. Fordi jo mere vi møder tilbageholdenhed hos andre, jo mindre tør vi bringe os selv i spil.

En kollektiv frygt for afvisning vokser frem, når den generelle kultur er præget af hurtighed, overfladiske møder og en vurderende tilgang. Til gengæld kan vi også påvirke hinanden positivt og skabe et rum for at følelser kan udvikle sig, når vi tør stille os mere sårbart frem og vise, hvem vi er. Det individuelle ansvar i kærlighed kan gå tabt, hvis vi fokuserer for meget på de umiddelbare følelser i kemien eller den andens værdi målt på det ydre – alt sammen vurderet hurtigt ved første møde.
 

Som parterapeut får jeg allermest kuldegysninger, når mennesker formår at træde frem trods frygt for afvisning, vover at udtrykke følelser først, reparerer en konflikt, indrømmer dybere følelser eller tager ansvar for egne negative mønstre. Kærlighed er i mine øjne langt mere en holdning, en handling og en særlig forbindelse, der opstår mellem mennesker over tid, og som kræver en indsats. Indsatsen er det, som vi selv kan styre, og dermed har vi også indflydelse på om følelserne faktisk kan opstå. Når det sker, vil det altid vil føles magisk og heldigt – men måske mindre ustyrligt, end vi tror?