Kär, Rik och Kåt

Efter i årevis at have drømt om en kæreste, er det sket. Malmø-forfatteren Amanda Romare reflekterer her over vores forventninger til parforholdet, til kærligheden og drister sig til at spørge; er græsset virkelig grønnere på den anden side? 

– Kan vi ta’ den i morgen? 

Det er en sætning, som ofte bliver brugt i mit forhold. Altid om aftenen, når min kæreste og jeg ligger ved siden af hinanden i sengen, nøgne, eftersom jeg har indført forbud mod undertøj, så vi kan ligge ”hud mod hud”. 

Efter at have været single i over ti år ville jeg fuldt ud kunne nyde at have en kæreste. I begyndelsen kunne jeg knap nok fatte, at jeg endelig havde fundet en mand, som ville kramme mig, være sammen med mig. At jeg havde daily dick 24/7. Én gang satte vi verdensrekord og havde sex tretten gange (!) på en dag. Jeg ved, det lyder som en løgn, men på en eller anden måde formåede vi det, og jeg kunne ikke lade være med at blive pissesur på alle singlers vegne. Er det sådan her, folk i forhold har det!? Så enkelt med sex og nærhed. For slet ikke at tale om alt det andet, der følger med et forhold – hvor billigt det er, når man er to om at dele alle regningerne, hvor meget mere tid man får, når man deles om huslige pligter. 

”Det er jo sygt,” tænkte jeg. Man burde betale lidt ekstra i skat, når man har det så meget nemmere. Optimismen holdt i et år. Jeg følte mig forelsket, rig og liderlig. Men så skete der noget. Først troede jeg, det bare var træthed, at vi begge var udbrændte af vores hektiske arbejdsliv. 

Det føltes pludselig lidt mere besværligt at tage tøjet af om eftermiddagen for at have sex. Om aftenen var det bare lidt lettere at læse en bog end at rulle op og ride ham. Og han gik aldrig ned på mig mere. Der gik noget tid, før jeg indså det – forelskelsesperioden var forbi. Nu var vi bare et par. Erkendelsen fik mig til at gå i panik. Hvad havde vi så tilbage – forlovelse, bryllup, børn og skilsmisse? Alt imens vi bare lå og scrollede ved siden af hinanden. 

– Vi burde knalde, kunne jeg mumle, når vi om aftenen lå i sengen. 

– Du vil altid knalde på sådan nogle underlige tidspunkter, svarede kæresten og puffede til puden under hovedet. 

Jeg sukkede højt, men på en måde blev jeg også lettet over hans modvilje, for jeg orkede det egentlig heller ikke. 

Da jeg var single, kendte jeg et par, som sagde, at de kun knaldede én gang om året. Jeg syntes, det lød helt skørt. Hvordan kan man knalde så lidt, når man sover sammen hver nat!? Men nu forstod jeg. Og det gjorde mig bange. For jeg forstod også, hvor mange par derude, der er som mig og min kæreste. Trætte. Uliderlige. Og jeg indså, at det billede, jeg havde af kærlighed, det jeg havde kæmpet for i over ti år, slet ikke var, som jeg forestillede mig. Og det gjorde mig pissesur på alle pars vegne. Man har ledt, søgt og slået sig ned bare for at finde ud af, at kærlighed slet ikke er kærlighed uden … tryghed?  

– Er du forelsket i mig, spurgte jeg min kæreste. 

– Ja, svarede han. 

– Men kan du mærke den der gnist? Spændingen som kommer med kærligheden? 

Min kæreste tænkte sig om. 

– Njaa, måske var det mere spændende i starten … 

Jeg tænkte på, hvordan det var at være single. Pulsen. Nerven. Og jeg gjorde det forbudte. Det, jeg havde lovet mig selv, jeg aldrig ville gøre, når jeg fandt en kæreste. Jeg længtes tilbage. Til tiden som single. Og jeg spekulerede på, om der virkelig var grønnere på den anden side. 

Næste aften, da vi lå i sengen, og min kæreste havde sat sin mobil i opladeren, inden han rykkede tættere på mig, var det hans tur til at spørge: 

– Skal vi … have sex? 

Jeg var stille et sekund, ledte i kroppen efter et sug. Fandt intet. 

– Skal vi ta’ den i morgen? spurgte jeg. 

– Oki! svarede han lige så lettet, som jeg plejede at gøre.  

Så slukkede vi lyset, og jeg mærkede hans hånd søge min under dynen. Det var trygt. Og jeg indså, at der måske alligevel er grønnere på den her side, selvom prisen er en megatør pussy og en endnu slappere dick.