Sympati for monsteret

Hvem er de gode og hvem er de onde? Det er en vidtrækkende kulturel misforståelse, at helte og skurke er snævre kategorier, der har ligget fast fra kulturhistories fødsel. Hvis man læser oldtidslitteraturen, tegner der sig et andet og langt mere mudret billede af arketyperne. Oversætter og oldtidsforsker Sophus Helle fortæller om forsinket sympati for helte-epossernes monsterskikkelser. 

Hvad er en helt? For de fleste er svaret enkelt: en helt er én, man hepper på. Overfor helten står monsteret, hvis død vi, de velmenende læsere, forventes at se frem til. Men faktisk har de litterære værker, der har lagt fundamentet for vores forestilling om helte og skurke, skildret begge parter langt mere nuanceret. 

På græsk har ordet hero en noget anden betydning. En hero er en mand, som nedstammer fra guderne og har udmærket sig ved sine bedrifter. Det er ikke et kriterie, at man skal være et godt menneske for at være en hero. Tværtimod er alle de mest berømte helte fra græsk mytologi temmelig tvetydige skikkelser. 

Et godt eksempel er Odysseus, en mytisk konge fra den oldgræske verden, som vi blandt andet kender fra Homers episke digte. Odysseus deltog i de græske bystaters krig mod oldtidsbyen Troja, der lå på den nuværende tyrkiske vestkyst. Han sejler afsted mod Troja med sekshundrede mænd, men da han vender hjem, er han den eneste overlevende. I ’Odysseen’ hører vi ham forklare, hvorfor det ikke var hans skyld, hans mænd blev ført i døden, men fortælleren advarer os flere gange om, at vi ikke skal stole på Odysseus’ ord. Er han helt så skyldfri, som han insisterer på? Siden de andre er døde, har vi jo kun hans ord for det.  

Da han endelig vender hjem, massakrerer han hundrede mænd, der har bejlet til hans kone, og dertil en række slavepiger, der havde haft sex med bejlerne – uden at spørge ind til, hvorvidt slavepigerne havde noget valg i sagen. Han står tilbage med ansvaret for hundredvis af drab, og det, vel at mærke, på sit eget folk. Hvad fjenden angår, er han ikke bedre. Efter de græske bystaters sejr over Troja er Odysseus’ sidste handling inden sin hjemrejse at smide den besejrede og dræbte prins Hektors søn – et få måneder gammelt spædbarn – ned fra Trojas høje mure og mod den sikre død.  

’Odysseen’ er et klassisk eksempel på et heltedigt, også kendt som et epos. Det skildrer en hovedperson, der er charmerende og dragende, men også manipulerende, upålidelig, kompleks, skadet af sine oplevelser og i sidste ende ekstremt brutal. Han lyver og leger med sandheden, og som læsere forventes vi at lægge mærke til, når han vender historien til sin egen fordel. Det er det, der gør ’Odysseen’ interessant at læse: dens helt er ikke fuldkommen god. 

Den moralske simplicitet, vi i dag tillægger ordet ’helt’, smitter af på vores læsning af heltedigtene. I dag læses eposser desværre ofte som entydige hyldester til machomænds egoer. Men hvis der er ét kendetegn, som heltedigte deler, er det tvetydighed over for deres helte – og deres monstre. Det er nemlig monstrene, der ofte bruges i heltedigtene til at stille spørgsmål som: Hvis død skal vi sørge over, og hvis død skal vi heppe på?  

Som eposserne og deres monstre minder os om, er den slags spørgsmål altid mere komplicerede, end vi tror. Den sort-hvide skildring af det gode og det onde, som vi ofte forbinder med ordene helte og monstre, er en fejllæsning af tekster, der er langt mere interesseret i at udforske heltenes mangler og monstrenes synspunkt.  

Hvis vi læser oldtidens eposser opmærksomt, kan de træne os i at være kritiske over for krigshelte og skeptiske, når vi får fortalt, at en konflikt er ligetil. Kommer man først til at tro, at den ene side er god og den anden ond, kan man ende med at heppe på Odysseus, når han kaster et spædbarn mod klipperne. 

Et greb, mange af oldtidens heltedigte bruger til at skildre deres monstre, er forsinket sympati. Først præsenterer de os for heltenes perspektiv på deres modstander, og så vender de om på situationen, så vi også får monstrenes syn på sagen. Et særligt godt eksempel kommer fra det babylonske digt ’Gilgamesh’. 

Helten Gilgamesh har sat sig for at dræbe monsteret Humbaba. I begyndelsen af digtet bliver Humbaba skildret som en gyselig figur: “hans brøl er en storm, hans ord er ild, hans ånde er død.” Når man læser ’Gilgamesh’, kan man derfor nemt få det indtryk, at der her er tale om en klassisk kamp mellem mand og monster, hvor vi forventes at holde med helten. Men jo nærmere Gilgamesh kommer på Humbaba, jo mere kompliceret bliver situationen.  

Gilgamesh og hans elsker, vildmanden Enkidu, rejser fra byen Uruk i det sydlige Irak til Humbabas skov, hvor de mægtige cedertræer vokser, ganske som de stadig gør i Libanon. Det var en rejse, som mange virkelige babylonske konger foretog for at skaffe sig tømmer til deres templer og paladser.  

De ankommer til skoven, og Gilgamesh kaster sig ud i en kamp mod Humbaba, som det lykkes ham at overvinde. Men netop som de skal til at dræbe ham, får vi et nyt perspektiv på dette “monster”. Det viser sig nemlig, at han er alt andet end en ondskabsfuld, umælende trold. Han er skovens hellige beskytter, som gudernes konge, Enlil, gav til opgave at vogte over de mægtige cedertræer. 

Mens Humbaba beder om nåde på elegante babylonske vers, opildner Enkidu sin ven Gilgamesh til at færdiggøre angrebet: “Slagt ham, dræb ham, knus hans sind, før gudernes hærfører Enlil hører det!” Det gør Gilgamesh, hvorefter de to fælder skoven. Da de har gjort det, spørger Enkidu ham, hvad de skal svare, hvis gudernes konge forhører dem om deres ugerning:

“Min ven, vi har efterladt skoven som en ødemark.  
Hvad skal vi svare, hvis Enlil spørger os i Nippur:  
‘I jeres overmod har I dræbt cedertræernes vogter!  
Hvilken vrede fik jer til at ødelægge skoven?’” 

I slutningen af denne fortælling er vi altså blevet efterladt i tvivl om, hvem der er den egentlig skurk – skovens beskytter eller de to helte, der angreb og ødelagde et fjernt land for at stjæle dets ressourcer. Eposset gav os det fulde billede i stedet for et klart svar, og dermed muligheden for at have sympati med Humbaba, da hans liv lakkede mod enden. 

I flere årtusinder har flere af verdens største litterære mesterværker mindet os om, at vi skal lytte til monstrene, før det er for sent. Det er ofte monstrene, der kan afsløre, hvad vi endnu ikke forstår, hvad vores samfund ikke vil se og ikke mindst, hvordan vi selv er i fare for at blive til skurke.