MONSTER
Fra 4.–20. september 2026 går Golden Days over til the dark side. Vi flytter blikket fra den opbyggelige heltefigur og går ind i mørket med skurken, stedmoderen, antagonisten og alle andre, der stiller sig i vejen for den gode stemning.
Med festivalen sværger vi på at tage det gode med det onde, når vi går på jagt efter monstrene. Vi river masken af og ser bag om populærkulturens tilsyneladende uskyldige fernis. Hvorfor er vi besat af ondskab? Og hvorfor er monstrets tilstedeværelse – både de ydre, de indre og alle de andre – en af eksistensens helt store gåder? Vi går hele vejen i jagten på svar. Fra verdenshistoriens værste demagoger og diktatorer, der lod sig korrumpere af magten, til dæmonerne, der bor i os alle. Fra Frankenstein, Richard den tredje, Cruella de Vil og de hekse og hedninge, vi udgrænsede som monstre, til den lille djævel, der hvisker os alle i øret.


The old world is dying and the new world struggles to be born. Now is the time of monsters, skrev den italienske marxist Gramsci i 1932. Ord der i dag klinger med alarmerende aktualitet. Tidligere har vi kunnet putte monstrene ind i forhistorien og i fiktionen og bildt os ind, at de ikke længere var iblandt os. Vi har boet i en boble, som nu er endegyldigt bristet. Vi lever igen i en monstertid. Men hvad gemmer sig i mørket, og hvem gemmer mørket sig i? Kan skillelinjen mellem helte og monstre, venner og fjender overhovedet opretholdes? Og hvis ondskab virkelig er et kim, der kan spire i selv den bedste, hvorfor bliver nogen så helte og andre skurke?
Vi går helt ind i sprækkerne, der hvor de klare konturer opløses, og det bliver grågrumset og grimt. For nu må vi lære af historien og af kunsten, stirre på nøkkerne og gå nøgternt til tyrannerne. Både de nuttede og de notorisk onde, vi må gå hele vejen rundt om monstrene, ikke vige tilbage.
I 2026 går Golden Days på jagt efter alle tiders monstre, når vi fra d. 4.-20. september frygtløst lader os forføre af det mystiske, mørke og magiske. Vi opruster på alle tænkelige måder, men hvordan lever vi i en tid med monstre? Og hvordan bevarer vi håbet, fremtidstroen og finder lys i mørket?