MONSTER (2026)

Med festivalen svor vi på at tage det gode med det onde, og vi gik på jagt efter monstrene. Vi rev masken af og så om bag populærkulturens tilsyneladende uskyldige fernis. Hvorfor er vi besat af ondskab? Og hvorfor er monstrets tilstedeværelse – både de ydre, de indre og alle de andre – en af eksistensens helt store gåder? 

Vi gik hele vejen i jagten på svar. Fra verdenshistoriens værste demagoger og diktatorer, der lod sig korrumpere af magten, til dæmonerne, der bor i os alle. Fra Frankenstein, Richard den tredje, Cruella de Vil og de hekse og hedninge, vi udgrænser som monstre, til den lille djævel, der hvisker os alle i øret. 

The old world is dying and the new world struggles to be born. Now is the time of monsters, skrev den italienske marxist Gramsci i 1932. Ord der i dag klinger med alarmerende aktualitet. Tidligere kunne vi putte monstrene ind i forhistorien og i fiktionen og bilde os ind, at de ikke længere var iblandt os. Vi har boet i en boble, som nu er endegyldigt bristet. Vi lever igen i en monstertid. Men hvad gemmer sig i mørket, og hvem gemmer mørket sig i? Kan skillelinjen mellem helte og monstre, venner og fjender overhovedet opretholdes? Og hvis ondskab virkelig er et kim, der kan spire i selv den bedste, hvorfor bliver nogen så helte og andre skurke? 

Vi gik helt ind i sprækkerne, der hvor de klare konturer opløses, og det blev grågrumset og grimt. For nu måtte vi lære af historien og af kunsten, stirre på nøkkerne og gå nøgternt til tyrannerne. Både de nuttede og de notorisk onde, vi måtte gå hele vejen rundt om monstrene, ikke vige tilbage.